Hej med jer.

Min kæreste og jeg har været sammen i over 3,5 år, og det har siden starten gået meget op og ned. I starten have jeg en følelse af, at jeg ikke måtte være sammen med andre end ham, og at drenge venner var et NOGO. Her har jeg efterfølgende slettet ALLE mine drenge venner på samtlige sociale medier, og har ikke haft kontakt med dem siden (udover nogle i smug, hvor de har spurgt hvordan jeg har det, hvor jeg efterfølgende har slettet samtalen, i frygt om, at min kæreste ville blive sur på mig, hvis han fandt ud af det.)

Inden vi kom sammen, havde jeg mange venner, og jeg var meget sammen med dem fra folkeskolen, til fester osv. Jeg var tit ude og køre med mine venner, var til fester. Jeg var bare meget ung og teenager. Jeg havde det godt. Udover min kærste og jeg brugte alt vores tid sammen, ventede jeg også altid på, at han kom hjem fra arbejde, så jeg ventede altid i sengen. Selvom han sagde jeg bare kunne lave noget eller tage ud med nogle (dengang boede vi hos hans forældre). Sådan fortsatte det i 7 måneder, hvor jeg spurgte om lov, hvis jeg ville noget, og ellers bare brugte min tid med ham.

Da vi havde været sammen i 7 måneder flyttede vi sammen i en lille lejlighed. Her oplevede jeg, at han kunne blive rigtig sur, på mig. Han slog på ting, råbte og kunne kalde mig grimme ting. Det kunne være små diskutioner eller uenigheder som kunne starte dette. Det skete tit, og hver eneste gang sad jeg bare og græd, og efter 5 minutter kom han altid og sagde undskyld, ville have jeg krammede ham og give ham et kys, han sagde altid det ikke var sådan ment, og at han vidste han gik over stregen… På dette tidspunkt havde jeg måske 2 veninder, som var hans kammeraters kærester. Men det var dejligt at have nogle der kom hjem til en igen.
Udover disse ting, så har han igennem hele vores forhold skrevet med andre piger, hvilket jeg altid har opdaget, da de enten har skrevet til mig, eller andre har fortalt mig det. Jeg syntes det er meget pinligt. Hver gang vil jeg gerne slå op og sige det var nok, men får bare altid sagt “Du får 1 chance mere.”. Udover sidste gang, hvor jeg slog op med ham, hvor han begyndte at stortude, og sagde han aldrig gjorde det mere, og at han ikke ville være her uden mig.. Og jeg er så stadig sammen med ham.

Da vi havde været sammen i 2 år, ville han til udlandet med en kammerat, hvilket jeg self støttede ham i. Vi fik opsagt lejlighed, han fløj afsted og jeg boede hos mine forældre. Han kom hjem efter 2 uger, fordi han savnede mig, og det var svært når han var så langt væk. Vi havde mange ting at skulle finde ud af på dette tidspunkt, da jeg på en måde begyndte at finde mig selv, og gik mange ture ude i naturen. Han blev rasende, fordi han syntes jeg brugte mere tid på at være ude og gå, end at være sammen med ham. Her satte jeg foden i og sagde, at hvis jeg ikke måtte det, skulle vi ikke være sammen. Siden har jeg ikke hørt meget fra det, kun nogle kommentarer engang imellem.

I et års tid boede vi hver især ved vores forældre, vi var self meget ved hinanden, men også hver for sig. For nogle måneder siden flyttede vi sammen igen, men jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil, og hvad vi skal gøre. Han er ikke så agressiv mere, men det hænder. Han har ikke skrevet med piger siden sidste gang (hvad jeg ved af). Jeg laver stortset det som jeg har lyst til, med mine 2 bedsteveninder. Han har også meget selv at se til. Men jeg syntes vi diskutere meget, især omkring SEX, da jeg ikke er en stor sexlyster, men han er. Han føler jeg aldrig har lyst til ham, og at det er fordi jeg syntes han er klam eller grim, hvilket ikke er korrekt. Jeg føler mig tit nødsaget til at have sex med ham, selvom jeg ikke har lyst, fordi jeg også er bange for at han bliver sur… Jeg har nul overskud, og skal gøre alt derhjemme. Han siger jeg bare kan sige hvad han skal gøre, men jeg gider ikke gå rundt og sige ting han skal, jeg føler han selv skal.
Nogle gange kan jeg måske også føle vi er mere bolle venner end vi er kærester, taget i betrækning af hvor meget vi også er sammen nu. Men hvis vi skulle slå op, ville jeg være bange for hans reaktion igen, at han begynder at græde og sige at jeg ikke må gå fra ham, at han vil tage bilen og køre i et træ. osv. (Jeg har dødsangst).
Det skal sige, at vi selvfølgelig også har gode dage, og at jeg elsker ham rigtig meget. Jeg ved bare ikke om det er det rigtige at vi skal være sammen. Nogle dage kan jeg føle vi ikke skal være sammen, andre dage tænker jeg at det er bare sådan det er, og så må jeg prøve mit bedste for at få det til at fungere…

Birgitte_Team_Lulutalk Ændret status for at udgive 21/01/2025