Er det normalt
I mit ægteskab gik jeg hjemme i 17 år. Min eks tjente godt. Vi skændtes evig og altid eller der var kold luft og han ignorerede mig ofte. Jeg shoppede meget men af ensomhed. Min eks sagde de sidste mange år( nok 6-7 år) at når jeg havde købt noget så skyldte jeg sex. Det blev pakket ind i humor og charme. Men jeg syntes det var væmmeligt og jeg gad ikk. Jeg følte mig presset( ikk altid da vi også havde gode perioder. Men sjældent).
Skulle jeg ud til fest eller blive kørt, sagde han ofte at så skulle jeg også lige give en eller anden form for sex. Jeg tænkte at det nok var normalt og jo synd for ham så jeg fik det overstået. Ellers ville der have været dårligt stemning resten af weekenden.
Jeg endte med at gå da jeg mødte en anden. En fantastisk mand som respekterer mig ig en det er åben og vil snakke. Har haft meget dårlig samvittighed men han var min eneste mulighed for at komme væk fra min eks som jeg jo var dybt afhængig af økonomisk( vi har også 2 børn). Men det er hårdere at være skilt fra ham end være gift med ham. Han ville ikke dele boet/ økonomien med mig og tog 1,5 år med advokat hjælp at få halvdelen af vores fælles penge. Jeg blev nedgjort og bombarderet med mails i den periode om hvilket menneske jeg var at tage hans penge og jeg hørte konstant på at jeg havde været utro( han skriver det stadig ind imellem) aldrig har han taget noget skyld eller ansvar for vores ægteskab og hvordan han var følelseskold og fraværende og ofte ignorede mig. Det er mig der er skurken. Kan ikk samarbejde med en der ikk vil
Samarbejde. Det er mig der skal føje ham i ALT og ellers bliver han grov og nedgør mig. Det er magt og kontrol og han vil gerne vinde alt. Han mødte kort efter jeg gik en ny kvinde, som han stadig er sammen med og det er 2,5 år siden. Men det er lige meget han er stadig efter mig. Har kun skrevet lidt om det hele men jeg har hørt på så meget om mig som mor og kvinde at jeg altid tvivler på mig selv. Har uro, er trist, er gal, er i sorg, er totalt bekymret for fremtiden. Har forbudt ham i mit hjem da jeg får det dårligt bare at se ham. Det er synd for vores børn men jeg vil ikk se en person der krænker mig. Jeg taler godt om ham til børnene og siger at, skilsmisser er hårde og man lige skal have en pause fra hinanden. Men jeg er urolig og bange for ham i mit liv altid da vi jo er forbundet pga børn sammen. Er urolig når han skriver til mig fordi beder han om noget og skriver jeg nej, så kommer der ubehagelige mails. Sådan er det hver gang. Gik hos en psykolog og hun sagde at han lyder til at have narcissistiske træk. Kan godt læse mig frem til, at der kan være noget om det.
Vil meget gerne høre jeres mening.
Min historie er meget forkortet.
Bh Christina
Svar fra Lulutalk
Kære Christina
Mange tak for at dele din personlige historie herinde, det betyder meget.
Du vil gerne høre vores mening om det forhold du beskriver, og det vil jeg forsøge ud fra det lille indblik jeg har fået.
Jeg fornemmer et forhold der var præget af én, der insisterede på at have magten og de andre i familien skulle indordne sig. Et meget ulige forhold. Du beskriver rigtig godt hvordan din ex-mand insisterede på at have magten i jeres forhold, og hvordan han f.eks. statuerede den og mindede dig om sin magt igennem sin meget seksualiserede adfærd. Det kalder man det seksuelle fokus din mand havde på almindelig ting i hverdagen ex. at blive kørt i bil, som han fik til at handle om seksuelle ydelser, du skulle give ham retur.
Det er en måde at fastholde sin magt på, og demonstrere det ulige forhold der var imellem jer. Jeg kan forestille mig, at det var lettere at give efter for seksuelle ydelser, end ikke at gøre det. Dette da det ikke kun handlede om dig, men også børnenes trivsel – som kunne risikere at blive udsat for hans kulde/ignorering/uforudsigelige adfærd, der måske kunne strække sig over længere tid. Man kan dermed sige at det på en måde var en smart beskyttelsesstrategi du havde for dig og børnene dengang. Kan det give mening for dig at tænke sådan?
Du bruger ord som ”væmmelig, jeg gad ikke, følte mig presset til det” hvilket er helt forståeligt, for der var ikke plads til dig, dine behov, lyst/ikke lyst, og det var nødvendigt dengang at overhøre dine egne grænser, og give ham det han ønskede – for fredens skyld. Det kan være godt at tale lidt med nogen om, så du kan slippe de oplevelser. Det kan være i et gruppeforløb med andre der har levet i et voldeligt forhold, eller individuelt hos en terapeut. Det kan du jo overveje.
Du beskriver også meget godt hvordan det at have været i et voldeligt forhold, er med til at man kan miste fornemmelsen lidt af sig selv. At man kan blive i tvivl om mange ting. Det er en normal følgesvend, som kalder på at du udfordrer dig selv til at afprøve dig selv og tage stilling til f.eks. hvad kan jeg li´ og ikke li´? Hvad vil jeg ikke finde mig i? Hvem skal jeg sætte grænser overfor?
Der er ikke noget rigtig og forkert at gå efter, mere en øvelse i at mærke dig selv tydeligere. Jeg kan ikke læse ud af det du skriver, om du har forsøgt dig med sådanne øvelser?
Men jeg lægger mærke til at du har forbudt ham adgang til dit hjem, da du finder det ubehageligt. Det er en meget tydelig grænse. Hvor er det godt gjort af dig og reagere på det du finder ubehageligt.
Jeg vil samtidig møde dig med omsorg i at, det er helt normalt at blive overvældet af uro, tristhed, vrede og sorg som du beskriver. Det er mange år hvor du blev nødt til at ignorere dig selv, for at din mand var mindst muligt ”farlig” og at dine børn havde det bedst muligt. Så det er en øvelse nu at være med alle de følelser og tanker og ikke pakke dem væk. Det er ikke altid behageligt, men de skal også have lov at være der. Jeg håber at du kan give tid og ro til dig selv – selvomsorg og langsommelighed er vigtigt for at kroppen kan restituere ovenpå års overarbejde.
At han ikke må komme i dit hjem, er ikke synd for børnene!
Det er sundt for børnene, at de kan mærke dig og dine grænser, og at du står op for hvad der er rigtigt og ikke ”lader som om”. Det har både du og børnene, gætter jeg på, oplevet alt for meget af – virkelighedsforvrængning – eller gaslightning, som man kalder det. Det gælder om hverken at gøre deres far dårligere eller bedre end han er, men mere indtage en neutral position. Du er børnenes meget vigtige virkelighedstjek.
Ud fra dine børns alder skal forklaringen til dem tilpasses f.eks. ”far og jeg er ikke venner lige nu, det ved I sikkert godt, og derfor skal vi heller ikke ind og besøge hinanden og lade som om vi er det”.
I forhold til kontakten og kommunikationen fra din ex til dig, er det desværre meget almindeligt at selvom I ikke er sammen længere, fortsætter volden med en ny kraft og i en anden form. Mange oplever at det sker igennem børnene, igennem retssager, igennem massiv kontakt fra ex om alverdens ting. Du kan ikke styre hans næste handling, men du kan blive opmærksom på din egen, og bevidst give ham så lidt af dig selv som muligt og være så tydelig som muligt. Det skal simpelthen være kedeligt at kontakte dig.
Jeg kan forestille mig, at han reagerer når/hvis du ændrer adfærd og sætter grænser, siger nej og ikke svarer ham. Men det er den rigtige vej at gå, når kontakten er så bevidst nedgørende og psykisk voldelig som du beskriver, den er fra hans side. Jeg bliver nysgerrig på hvor meget han kontakter dig, via hvilke kanaler og hvor ofte du svarer ham?
Jeg forestiller mig, at du allerede har gjort mange tiltag i forhold til ham, men det jeg normalt anbefaler i en lign. situation er:
At han kun har en indgang til dig, gerne kun på mail ifm. at børnene skifter samvær.
At han får af vide, at sms kun benyttes ifm. akutte ting omkring børnene.
At du selv bruger så værdineutralt sprog som muligt – altså han skal ikke kunne mærke dig. Så ord som ”jeg føler, jeg er ked af, jeg synes, jeg oplever” mm. er ikke at anbefale, da det kan føles som en invitation for ham til at I kan skrive videre sammen og han kan komme med sin side. Så det er mere ord som ”jeg vil oplyse dig om, jeg forventer, det bliver således”. Det kan lyde hårdt, og hvis der er grundlag for samarbejde, så vil jeg slet ikke anbefale dette. Men som du selv skriver ”jeg kan ikke samarbejde med en, der ikke vil samarbejde”. Samtidig har jeg klart dannet mig et billede af hans karakter, hvor det kan virke som om han får næring af konflikten med dig – den forsætter i hvert fald fra hans side. Ignorer beskeder der ikke omhandler børnene og som er af respektløs karakter, og svar kun 1 gang ugl. for at passe på dig selv, og opdrage ham lidt til at alt ikke går efter hans hoved.
Jeg kunne ønske for dig at du kunne tage en psykisk regnfrakke på – og gøre dig klar og forvente det værste fra hans side, så det ikke chokerer dig på samme måde. Nogle gange kan humor være med til at man kan tage lidt afstand, og det at dele det med andre humoristisk. Det er nemlig hans respektløse handlinger, det er hans negative og onde mindset – ikke dit, så ryst det af dig. Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg.
Jeg ønsker dig styrke og ro til at stå stærkt i dig selv.
De bedste hilsner fra Ellen
Svar fra Bruger
Hej Ellen.
Jeg vil bare skrive tusind tusind tak for dit svar som har hjulpet mig meget og taget dine råd til mig og bruger så godt jeg kan.
Vil dog skrive at min eksmand er en rigtig god far og var også i vores ægteskab. Det var kun mig han var fraværende og følelseskold og doven og ignorerede mig ofte. Overfor børnene en helt anden. Heldigvis. Men du har helt ret at når/ hvis jeg svarer med følelser så får han næring og elsker svare tilbage og lange mails om alt det han synes jeg fejler og gør forkert. Og alt bliver fordrejet hvis jeg svarer tilbage. Prøver ikke at svare med følelser men godt mok svært når man bliver beskyldt for alt muligt og kritiseret.
Har også sat mig godt ind i gaslightning og kan se at det udsætter han mig også for. Men kan stadig være i tvivl og det især hvis der er uger jeg ikke hører noget fra ham, så tvivler jeg på om det nu var så slemt og om det ikke bare er mig.
Bliver dog bekræftiget fra familie og kæreste at det på ingen måde er mig. Men synes ikk altid det hjælper og tænker men de har jo ikk kendt vores ægteskab eller set hvad der skete og jeg var nok også besværlig osv. Det er hårdt og energikrævende at have de samme tanker dag ud og dag ind.
Bh Christina