Vold, manipulation og narcissisme
Kære Lulutalks
Hvordan bryder man den onde cirkel?
Jeg har igennem de sidste 15 år, oplevet at de mænd jeg dater altid har enden været voldige, manipulerende eller narcissistiske.
Min historie starter egentlig med at jeg allerede som 15 årig møder en fyr, som jeg falder for i en stormende forelskelse. Vi snakker at jeg føler, at det er kærlighed ved første blik og jeg troede egentlig at han havde det på samme måde. Det blev starten på en on/off relation. Og jeg siger relation fordi vi aldrig kaldte os kærester, men vi så hinanden i 10 år. Det var meget hot and cold i starten. Han fortalte mig, at jeg var speciel og han var forelsket i mig og andre dage var jeg absolut ingen ting. Vi kendte hinanden i 2,5 år før vores forhold bliver seksuelt. Og efter det ændre vores relation sig fuldstændig. Der er mange situationer hvor han selvom andre ser det slår mig flere gange på skulderen f.eks. og siger at det er for sjov, men han slår meget hårdt. Og en dag eskalere det. Jeg er taget med ham hjem efter en fest, vi er sammen seksuelt og han ønsker at gøre noget specifikt, som jeg ikke vil være med til, han tager mig i politigreb og gør det alligevel. Jeg græder og siger stop i mens, men det gør han aldrig. Han blærer sig med dette til alle sine venner efterfølgende også foran mig, og jeg får aldrig sagt til nogen på det tidspunkt, at det var et overgreb. Det her ender med at sætte standarden for vores videre forhold. Jeg forstår ikke hvad der sker på daværende tidspunkt. Jeg ser det ikke som et overgreb, fordi jeg selv er taget med ham hjem eller hjem til ham vel vidende om, at både hans og min forventning var at det skulle være seksuelt. Jeg oplever flere gange, at miste lysten og tydeligt sige fra overfor ham, men at blive tvunget til det alligevel. Senere hen optræder der en del vold, når ikke han får det han gerne vil have. Det går først ordentligt op for mig, hvad jeg har stået igennem 10 år efter jeg har mødt ham og 10 år hvor jeg selv er blevet ved med at opsøge den mand der har udsat mig for de her ting. Jeg synes det er pinligt og ønsker først ikke at fortælle noget som helst om det, for jeg forventede, at blive mødt med ‘hvorfor gik du ikke bare’. Og det spørgsmål stiller jeg tit mig selv. Hvorfor gik jeg ikke bare? Hvorfor tog jeg der hjem? Hvorfor tilgav jeg ham det han gang på gang udsatte mig for?
Jeg havde i mellem tiden fået mig en spiseforstyrrelse og en voldsom depression, som desværre også endte ud i et selvmordsforsøg, som heldigvis ikke lykkedes.
Jeg er stadig den dag i dag vred på mig selv over, at jeg ikke gik. Men jeg taler åbent om det over for mine veninder, jeg har dog aldrig fundet styrken til at fortælle mine forældre hvad der skete.
Ind i mellem at jeg sås med ovenstående fyr, møder jeg en anden. Han er sød og dejlig i starten, men det viser sig, at han er misbruger og kun ses med mig i håbet om, at få nogen af mine stærke smertestillende piller, som jeg fik efter en operation. Han roder mine skabe igennem for at finde dem, når han er hos mig og spørger mig sågar på sms flere gange om jeg har flere piller. Det lykkedes mig efter nogen måneder, at afslutte relationen. Kun for at han et par år senere skriver igen og vil undskylde og ses igen, fortæller mig hvor fantastisk og ikke som de andre jeg er og efterfølgende ghoster mig. Og tilbage står jeg med følelse af at det er mig som er noget galt med.
Og nu til min seneste relation, som jeg har svært ved at navigere i, hvad der helt er foregået. Jeg møder ham, da han skal være min træner til den sportsgren jeg dyrker. I starten kan vi ikke fordrage hinanden. Men på en eller anden måde får vi opbygget et forhold, som starter med at være en uskyldig flirt. Alt dette foregår også i on/off perioden med den første fyr jeg nævnte. Denne mand er 10 år ældre end mig og han har en kæreste. Alligevel flirter vi til træninger og skriver enormt meget sammen hele tiden. En aften hvor jeg har været til fest ender han med at hente mig, hvor efter vi kysser for første gang. Jeg er efterfølgende i stor konflikt med mig selv, da han jo har en kæreste, og han tilbyder at gå fra hende for at være sammen med mig. Jeg er meget ung på det tidspunkt og jeg synes det er alt for seriøst. Så jeg takker nej. Men fortsætter mit flirt og små kysserier med ham til trods for at han er i et forhold med en anden. Han ender med at droppe både kæresten og mig til fordel for en ny kvinde han møder. Vi har ikke kontakt i en god rum til, men får kontakt igen, hvor vi igen skriver flirtende sammen, men kæresten han har nu finder ud af det og vi bryder kontakten. Efter en lang periode igen, har han fået en ny kæreste. Jeg møder ham tilfældig efter en koncert, vi står og snakker sammen, hvorefter kæresten verbalt overfuser mig og jeg går fra stedet. Han skriver efterfølgende flere beskeder til mig om hvor jeg er og at han gerne vil møde, men jeg afviser ham. Dagen efter ringer kæreste og skælder mig ud og beskylder mig for at komme imellem dem. Jeg cutter hurtigt kontakten med ham igen. 5 år efter vores første møde, får vi igen kontakt. Han har endnu engang fået en ny kæreste og vi beslutter os for at mødes og gå en tur som venner. Det går fint, dog med en del flirten, men ellers uskyldigt. Men vi falder pladask for hinanden igen, og prøver egentlig at stoppe kontakten, men ingen af os kan overholde det. Her ender vi med at have sex for første gang. Han dropper mig få dage efter med beskeden om at han elsker sin kæreste og det er hende han vil være sammen med. Det knuser mit hjerte. Han blokere mig alle steder, hvilket gør det til et clean break for mig. 5 år efter får vi kontakt igen. Han har endnu engang fået en ny kæreste. Vi starter hurtigt en seksuel relation til trods for det. Han ender med at gå fra hende, i mellem tiden har ham og jeg en pause, men en måned efter begynder ham og jeg at ses. De første par uger er alt godt og intens og dejligt. Men så begynder han at stoppe med at svarer mig i 1 uge af gangen, kun for at vende tilbage med beskeden om at det har været en hård periode og skal vi snart ses. Det sker gentagende gange og der går langsomt længere og længere tid mellem de gode perioder, og svar tiderne bliver meget lange. Jeg i talesætter det overfor ham og han lover mig at det vil ændre sig og fortæller mig hvor vild han er med mig og at vi er soulmates, kun for at ghoste mig igen dagen efter. Jo mere han ghoster mig, jo mere desperat bliver jeg efter hans opmærksomhed. Jeg bombardere ham med sms’er, bare for at sige lige det der får ham til at svare. Jeg hælder mig hjerte ud, men får aldrig rigtigt ordentlige svar. Han vil gerne være kærester på sigt, men er ikke klar lige nu, og mønsteret fortsætter. Indtil jeg efter en ghosting periode på en måned, tager en graviditetstest der viser 2 streger og efterfølgende finder ud af, at jeg er 13 uger henne. Jeg sender ham et billede af testen, for at få besked om at han er i chok og har brug for tid. Og så høre jeg intet fra ham i 2 uger. Han skriver efterfølgende til mig hvordan jeg har det og at han selv har det dårligt, hvilket jeg slet ikke kan rumme. Jeg beder ham mødes med mig og snakke om vores fremtidige barn. Det nægter han. Han er ikke klar. Jeg skriver til ham for at få ham med til kønsscanning. Men han vil ikke se mig. 2 uger efter mister jeg hende. Men jeg fortæller ham det ikke. Først en måned efter jeg mister hende, er han klar til at mødes. Der er altså gået 3 måneder siden jeg fortalte ham det første gang og jeg har virkelig prøvet at få ham til at tale med mig. Vi mødes og jeg fortæller ham og mit forfærdelige tab. Han virker også berørt. Men vil ikke rigtigt tale om det: jeg skal afsted på en længere rejse og han lover mig, at vi skal holde kontakten mens jeg er væk og at vi skal tale om det hele. Og så bliver alt egentlig godt. Vi taler sammen over sms eller FaceTime hver dag og vi har det godt sammen, men vi taler aldrig om vores baby. 4 dage inden jeg skal hjem fra mit 3 måneders udlands ophold, har jeg ikke kunne få kontakt til ham i en uge. Her modtager jeg en sms om at han har fundet en anden. Han knuser mit hjerte endnu engang. Han har været sammen med den anden kvinde siden og de har sidenhen fået et barn sammen.
Vi har stadig sporadisk kontakt, som ofte ender med ham der fortæller mig, at vi ikke kan ses, fordi jeg er hans svagepunkt og jeg frister ham for meget. Jeg er stadig meget forelsket i ham, og føler ikke jeg kan komme videre efter tabet af ham og vores baby, nok også fordi ham og jeg aldrig rigtigt har talt om at have mistet et barn, som er blevet en ting der fylder enormt meget for mig, og som har givet mig stor sorg.
Men jeg har på det seneste tænkt meget over at han har narcisitiske træk, men jeg har også tænkt meget over, om det han har udsat mig for er psykisk vold? Eller om jeg bare har lagt en masse ord i hans mund og han så har talt mig efter munden, for at bibeholde vores seksuelle relation?
Derudover søger jeg meget svaret på hvordan jeg bryder med mit dårlige valg af mænd? Hvorfor finder jeg altid den narsicistiske, voldige eller manipulerende type?
Kh A
Svar fra Lulutalk
Kære A
Tak for dit ærlige og modige brev. Det gør indtryk, at du deler dine oplevelser med svigt, overgreb og psykisk vold med os.
Det er vigtigt først at sige – det er ikke dig, der er noget galt med. Det er ikke din skyld, at du er blevet behandlet dårligt, og hvor er det stærkt, at du tager dig selv så alvorligt, at du nu vil blive klogere på dine egne mønstre i relation til mænd. Du fortjener at blive fri at det usunde, og opnå tryg og ligeværdig kærlighed ❤️
Når kærlighed blandes med kontrol, uforudsigelighed og overgreb kan det blive meget svært at bryde ud, særligt når det starter tidligt i livet. Det lyder som om, det er blevet normalt at længtes efter relationer, der ikke er følelsesmæssige sunde og tilgængelige for dig, en form for selvsaboterende mønster.
Når man har været i sådanne dysfunktionelle forhold, som du beskriver i de formative år, kan man ubevidst lære, at kærlighed er forbundet med smerte, længsel og kamp. Det kan danne en slags “normal”, som kan føles tryg, fordi den er velkendt, selvom den er destruktiv. Du er langt fra den eneste, der kan beskrive netop denne dynamik, som følge af at have været i voldelige forhold.
Man kan beskrive det som en form for traumebinding. Dette begreb dækker over det at have en stærk følelsesmæssig tilknytning til den, der også udsætter én for vold. Altså når man oplever skiftevis kærlighed og overgreb, kan det skabe forvirring og samtidig et håb om forandring i forholdet. Det kan skabe en form for afhængighed af de små stunder med varme, anerkendelse og nærvær, efter en periode med måske ignorering, kulde eller konflikter fra deres partners side. Det kan blive stærkt vanedannende og blive de små stunder, man længtes og lever for. De stunder kan måske give beroligelse i øjeblikket, men ikke i længden.
Flere kvinder beskriver, netop som du, hvordan de igen og igen længtes eller søger tilbage til et destruktivt forhold uden helt at forstå hvorfor. Det kan føles så skamfuldt, at det også kan blive svært at dele og drøfte med venner og familier, og den ensomhed som kan følge, kan igen gøre det endnu sværere at bryde fri af forholdet. Det er kun naturligt, at det kan sætte negative spor i ens selvbillede. ”Hvorfor kan jeg ikke bare stoppe det her forhold – hvad er der galt med mig”, udtaler flere kvinder i frustration. Det kan medvirke til at nedbryde ens selvværd, og gøre det sværere at mærke sig selv og kunne sætte sunde grænser.
Kan du mon genkende noget af det?
Et andet vigtigt element, vi ofte hører om i voldelige relationer, er udeblivelsen af at få afsluttet forholdet. Mange beskriver, hvordan det bliver umuligt, da den anden part ikke har det ønske/eller formår det– som f.eks. den sidste relation du beskriver. Denne manglende afslutning, hvor også tabet af jeres barn ikke er blevet et fælles tab, men dit alene, kan være med til, at man kan blive hængende følelsesmæssigt i relationen. Måske det giver mening for dig?
Dit brev herinde viser, at du er klar over, at der er noget, du gentager, og at du er klar til at blive klogere på dig selv netop her. Det er så sejt af dig. For vi kan nemlig ikke ændre andres adfærd, men vi kan blive klogere på, hvorfor vi gør som vi gør og begynde at øve os i at ændre det, der spænder ben for os selv i at opnå det, vi ønsker os.
Her i brevet er lidt bud på nogle af de mekanismer, der kan gøre sig gældende for den situation, du beskriver. Og husk, brug det du kan og lad resten gå.
For at komme lidt dybere ind og forstå din mønstre, vil jeg anbefale dig at søge professionelt individuel støtte hos en terapeut med kendskab til traumer, vold og tilknytningsmønstre, til at arbejde med lige netop der, hvor du står. Samtidig er der flere ting, du selv kan forsøge at have lidt opmærksomhed på.
Jeg kan forestille mig, at du sikkert er super god til at aflæse andre og sørge for, at alle har det godt. Og for at du kan finde dit indre sunde navigationssystem, kræver det, at du opøver at lytte til dig selv og dine behov og grænser – og ikke så meget forsøge at aflæse andres behov og ønsker.
Du kan f.eks. stille dig selv spørgsmålene:
Til hvad og til hvem får du sagt ja til noget, du i virkeligheden ikke orker/gider/har lyst til?
Hvad kunne være små måder at give dig selv omsorg på eller gøre ting, du har lyst til?
Det kan være smart ikke at mærke sig selv så meget i en voldelig relation og være mere opmærksom på sin partners behov, humør og ønsker – for at minimere eventuelle udbrud og dårlig stemning. Det kan tage tid at finde tilbage til at kunne mærke sig selv og sine grænser og lyster og ulyst igen. Du kan evt. se videoen her på Lulutalk, der hedder, ” Hvordan passer jeg bedre på mig selv i relationer”, der også omhandler netop dette.
Du fortjener sunde og trygge relationer, hvor du bliver mødt med respekt og kærlighed, og vi sender dig alle mulige gode tanker til din videre vej henimod det.
Kærlig hilsen
Ellen
DIT SVAR
Det vil blive gennemgået inden længe.
