I mit ægteskab gik jeg hjemme i 17 år. Min eks tjente godt. Vi skændtes evig og altid eller der var kold luft og han ignorerede mig ofte. Jeg shoppede meget men af ensomhed. Min eks sagde de sidste mange år( nok 6-7 år) at når jeg havde købt noget så skyldte jeg sex. Det blev pakket ind i humor og charme. Men jeg syntes det var væmmeligt og jeg gad ikk. Jeg følte mig presset( ikk altid da vi også havde gode perioder. Men sjældent).
Skulle jeg ud til fest eller blive kørt, sagde han ofte at så skulle jeg også lige give en eller anden form for sex. Jeg tænkte at det nok var normalt og jo synd for ham så jeg fik det overstået. Ellers ville der have været dårligt stemning resten af weekenden.
Jeg endte med at gå da jeg mødte en anden. En fantastisk mand som respekterer mig ig en det er åben og vil snakke. Har haft meget dårlig samvittighed men han var min eneste mulighed for at komme væk fra min eks som jeg jo var dybt afhængig af økonomisk( vi har også 2 børn). Men det er hårdere at være skilt fra ham end være gift med ham. Han ville ikke dele boet/ økonomien med mig og tog 1,5 år med advokat hjælp at få halvdelen af vores fælles penge. Jeg blev nedgjort og bombarderet med mails i den periode om hvilket menneske jeg var at tage hans penge og jeg hørte konstant på at jeg havde været utro( han skriver det stadig ind imellem) aldrig har han taget noget skyld eller ansvar for vores ægteskab og hvordan han var følelseskold og fraværende og ofte ignorede mig. Det er mig der er skurken. Kan ikk samarbejde med en der ikk vil
Samarbejde. Det er mig der skal føje ham i ALT og ellers bliver han grov og nedgør mig. Det er magt og kontrol og han vil gerne vinde alt. Han mødte kort efter jeg gik en ny kvinde, som han stadig er sammen med og det er 2,5 år siden. Men det er lige meget han er stadig efter mig. Har kun skrevet lidt om det hele men jeg har hørt på så meget om mig som mor og kvinde at jeg altid tvivler på mig selv. Har uro, er trist, er gal, er i sorg, er totalt bekymret for fremtiden. Har forbudt ham i mit hjem da jeg får det dårligt bare at se ham. Det er synd for vores børn men jeg vil ikk se en person der krænker mig. Jeg taler godt om ham til børnene og siger at, skilsmisser er hårde og man lige skal have en pause fra hinanden. Men jeg er urolig og bange for ham i mit liv altid da vi jo er forbundet pga børn sammen. Er urolig når han skriver til mig fordi beder han om noget og skriver jeg nej, så kommer der ubehagelige mails. Sådan er det hver gang. Gik hos en psykolog og hun sagde at han lyder til at have narcissistiske træk. Kan godt læse mig frem til, at der kan være noget om det.
Vil meget gerne høre jeres mening.
Min historie er meget forkortet.

Bh Christina