PTSD efter 8 år..
Hej Lulutalk.
Jeg er en kvinde på 34 år som stadig bliver ramt af PTSD efter et fysisk og psykisk voldeligt forhold. Det er cirka 8 år siden jeg flygtede fra ham og gemte mig på krisecenter.
Vores forhold endte den dag jeg fandt modet til, at kravle ud på vejen, efter et særligt voldsom overfald. Den dag holdte han ikke igen og bankede næsten livet ud af mig. Han var fuld, så måske var det grunden til, at han ikke kunne stoppe, da han først var gået igang.
Jeg vidste hvis jeg ikke prøvede at komme væk, ville han ende mit liv. Heldigvis fik hans råben og skrigen, fanget naboernes opmærksomhed. De kom ud og fandt mig på jorden, hvor jeg prøvede at kravle i sikkerhed. Lidt baggrunds historie, for at skabe et indblik.
Politiet blev tilkaldt, de tog ham med. Jeg blev kørt på skadestuen. Cirka en time efter han var blevet hentet, modtager jeg en besked fra ham, et selfie hvor han sidder på togstationen.. på billedet står der “hej skat. Hvad laver du? Jeg savner dig”. Politiet havde ikke holdt ham men sat ham af på togstationen, kun 10 min fra mig af..
Der gik mange år med stalking på diverse sociale medier. Han ringede, opsøgte og ledte. Indtil han kom i fængsel for at have slået en togkontrollør ned.
Jeg troede det stoppede, der skete ingenting i mange år. Pludseligt dukkede han op igen, for blot nogle måneder siden. Jeg er flyttet siden jeg kendte ham. Jeg er så bange for han finder min nye adresse selvom den er beskyttet.
Idag, da jeg var ude og handle, gik der en mand forbi mig. Jeg genkendte straks parfumen han bar. Dét satte gang i min PTSD. Selvom jeg vidste det var manden der gik forbi mig, der lugtede sådan, gik min paranoia stadig igang. Min hjerne bildte mig ind han var i butikken. At han holdte øje med mig. Jeg kunne ikke trække vejret, jeg gik i panik, svedte, hev efter vejret, tårer trillede. Jeg måtte forlade min kurv og butikken.
Mit spørgsmål er.. kommer det altid til at være sådan? Det er 8 år siden.. Hvis jeg ser en mand i samme bygning og med samme tøjstil som ham, kan jeg også mærke at min krop alarmerer mig. Jeg stopper med at fungerer. Det samme hvis en mand har samme stemme, som min ekskæreste.. Det hårdt og invaliderende. Jeg hader mig selv for, at han stadig har en magt over min krop og mit sind, så mange år efter. Jeg har endda været til terapeuter, psykologer, psykiater. Det som om det ikke afhjælper noget.. hvad gør jeg?
Mvh den PTSD-Ramte.
Svar fra Lulutalk
Kæreste du
Tak fordi du deler dine tanker og oplevelser med os. Du beskriver så godt, hvordan et voldeligt forhold kan have følgevirkninger mange år efter at det er sluttet. Du er ikke alene om at mærke de reaktioner, som kan være voldsomme og som man, ja som du skriver kan være så træt af og blive sur på sig selv over ikke kan forsvinde.
Men den kære krop og det fine nervesystem har oplevet noget så traumatisk, at det har sat sig. Et flosset nervesystem, der er generelt for overaktivt, kan netop reagere voldsomt på triggere som du beskriver; lyde, lugte, stemninger i sociale sammenhænge, musik, biler, tøj i særlige farver mm. Ubearbejdede traumer eller overvældende oplevelser som vold og andre overgreb, kan sætte sig fast på en måde så hjernen og nervesystemet tolker de forskellige stimuli som farer og dermed reagerer kropppen fuldstændig som om, man er tilbage i den tid, da det skete. Man kan på mange måder sige, at det er lidt ligesom at fortiden blander sig nutiden i dét øjeblik. Det er måske viden, du allerede kender til, men jeg møder dig virkelig i at det kræver en enorm tålmodighed og stor selvomsorg at berolige sig selv igen.
Jeg kan forestille mig, at du måske har haft perioder, hvor der har været mere ro i dig end der er lige nu? Du har opsøgt behandling kan jeg læse, og måske fået hjælp og redskaber til at regulere (berolige) dit nervesystem, der hjalp for en stund?
Aktuelt beskriver du, at din ex igen for nyligt er dukket op, og du er så bange for, at han finder ud af hvor du bor. Det er jo en trigger, der vil noget!! Den mand du har frygtet for dit liv sammen med, ham oplever du nu er tæt på der, hvor du selv er. Det er ikke underligt, at alt bliver trigget og at du bliver alarmeret. På den måde er din krop god til at passe på dig, den scanner for om han er ved at komme for tæt på, og om du potentielt er i fare. Og det ved jeg ikke om du reelt er? Hvis han ser dig eller opsøger dig på gaden, hvad tror du så vil ske? For hvis du er i fare så skal kroppen jo fortsat passe på dig og alarmere dig, som den gør. Ligesom det altid er vigtigt at søge hjælp, hvis du er i tvivl om din sikkerhed.
MEN, hvis du ikke mener, at du er i fare, men at du selvfølgelig bliver bange, får kæmpe ubehag og frygt, så er det her, du kan du arbejde med at berolige dit nervesystem, måske med nogle af de redskaber, du har fra dine tidligere behandlere, eller opsøge en ny, for at få lidt aktuel hjælp.
Jeg ved at der findes mange forskellige behandlingsmuligheder, såsom SE-traumeterapeuter, PTSD-forløb i psykiatrien, EMDR-terapeuter, kropsbehandlinger, naturterapi mm., som alle på hver deres måde både kan hjælpe dig med at bearbejde de triggers, der skaber en form for flash back-reaktioner og herudover være vigtige skridt i en proces med at opøve nervesystemet i at blive mere fleksibelt og balanceret.
Hvis du er meget plaget af det – måske især lige nu, fordi du netop har set ham for nylig – kan det være en god ide at opsøge hjælp igen. Voldsomme oplevelser kan godt kræve bearbejdelse ad flere omgange. Det tager tid og mange øvelser at kunne berolige kroppen til at forstå, at faren er overstået – og det kan jeg så godt forstå udfordrer din tålmodighed.
Herudover er der også noget, du selv kan begynde at gøre for at støtte og berolige dit nervesystem, og som er mere hverdagsrelateret. En af øvelserne er at blive mere opmærksom dit eget tempo. Foregår alt meget hurtigt? Går du hurtigt, spiser hurtigt, taler hurtigt – bliver irriteret hvis andre er langsomme, ikke kan beslutte sig? Så er det en opmærksomhed, du kan øve i hverdagen. Sænk dit generelle tempo lidt, prøv at lægge mærke til, hvordan din mad smager når du spiser, prøv at tale lidt langsommere, prøv at gå roligt når du skal fra a til b … det kan føles provokerende og også irritere dig selv lidt, så bare sænk tempoet lidt ad gangen og kræv ikke for meget af dig selv.
Eller måske er du ikke overaktiv, men føler mere, at du er helt apatisk og handlingslammet? Måske har du svært ved at mærke dig selv, hvad du har lyst til, føler dig tung både kropsligt og mentalt? Så kan kroppen have brug for hjælp til selvberoligelse, da den på en måde kan være blevet låst af frygt og angst. Her kan åndedrættet være en måde at kontakte dig selv lidt på. Når du ligger ned, prøv at spænde op i alle muskler imens du trækker vejret dybt ind – hold vejret og spændingen i kroppen imens du indeni dig selv tæller langsomt til 3 – og pust så ud og slip al spændingen i hele kroppen og mærk afslappelse. Gør denne øvelse 3 gange i træk og gentag inden du skal sove også. Lav små ting i løbet af dagen der kan føles rart for kroppen, tag et bad, ansigtsmaske, lyt til musik, lav et puslespil, se en film.
Det kan måske lyder som skøre hverdagsråd, men det med at have opmærksomhed på vores eget tempo – om det er for hurtigt eller for slukket – kan være med til, at vi kan hjælpe os selv i at opnå større balance – det vil din krop blive taknemmelig for, gætter jeg på. Det er hårdt at være på overarbejde hele tiden.
Herfra får du en kæmpe krammer – sammen med troen på, at det nok skal blive bedre.
Kærligst fra Ellen