14 år i Helvede
Efter 18 års ægteskab, hvor de 14 var et helvede, blev udsat for psykisk vold 24/7 når han var hjemme. Jeg er stadig meget vred, selv om jeg nu er sluppet væk for næsten 9 mdr siden. Jeg græder stadig rigtig meget når jeg tænker på hvor ondskabsfuld han har været over for mig i alle de år og jeg ikke kom væk fra ham for mange år siden. Hvordan slipper jeg af med at græde og min vrede ?
Mvh
Kirsten
Svar fra Lulutalk
Kæreste Kirsten
Hvor er det godt at høre at det voldelige forhold ikke længere er en del af dit liv. Kæmpe tillykke med det. Jeg får lyst til at sige kærligt til dig; at efter så mange år hvor jeg kan forestille mig at du mange gange har måtte gemme både din vrede, frygt, og ked af det hed, så er det SÅ naturligt at det fylder nu. Alle de stemninger og følelser kan være overvældende at være i, og jeg kan godt forstå at du ønsker at de snart skal forsvinde.
Men det vil kun være naturligt hvis du oplever en følelsesmæssig ubalance – også en rum tid fremover. Det gælder om at skynde sig lidt langsomt.
Det dysfunktionelle forhold du beskriver, tager tid at ryste ud af dit system. Det kan være godt både at have et bearbejdende fokus igennem at tale med en terapeut – og også et kropsligt fokus.
I det kropslige fokus kan det være godt at planlægge at tage pauser fra vreden og ked af det heden, ved at have et bevidst øje for hvad der føles godt for dig. At hjælpe dig selv til at søge de steder hvor du ikke skal præstere, men blot kan være dig, sammen med mennesker du er tryg ved. Ro, langsommelighed, selvomsorg og nydelsesting kan hjælpe hele kroppen og alarmsystemet lidt i ro, og være medvirkende til at styrke dig efter et voldeligt forhold.
Din krop og dit sind har efter mange års overarbejde brug for tryghed og omsorg. Så hvad kunne mon være et sted du kan give dig selv lidt omsorg- og finde de små rolige pauser?
Jeg ved at mange af de kvinder, der er herinde på Lulutalk har kæmpet, og kæmper, med meget af det samme som dig. Du er meget velkommen til at skrive i det trygge kvindeforum, vi har i chatten, på ’Mit lulutalk’ og spørge til hvad der virker for andre, eller dele hvad du finder ud af er godt for dig.
De bedste tanker til dig.
Kærligst fra Ellen