Jeg er i et forhold der nu har varet i sammenlagt 13 år – vi har hus, to børn og vi er egentlig også forlovet.

Men for 4 mdr siden, sagde jeg faktisk stop til at vi skulle fortsætte, fordi jeg pludselig har åbnet en dør i mit hoved og er blevet bombarderet med flere års fornægtelse af hvordan forholdet egentlig havde været og hvad det har haft af betydning for mig!

Det er en vanvittig overvældende åbenbaring, på den ufede måde og pludselig befinder jeg mig i en situation hvor jeg faktisk trækker mig ind i mit selv og hverken aner fra eller til. Jeg ved ikke længere hvem jeg sådan rigtig er indeni og jeg har virkelig svært ved at forstå hvad jeg har gjort for at blive behandlet så ligegyldigt af et andet menneske – et menneske som har foregivet at skulle elske mig?

År med kontrol af telefon, sociale medier etc.
Graviditet med vores første barn, hvor der flere gange blev sagt om det nu var hans.
Negative bemærkninger om min vægt og udseende.
Hvis jeg talte i telefon med en veninde, ville han sige: “Hvornår bruger du lige så meget tid på mig?”
Hvis han spurgte hvordan min dag havde været, men stoppede med at lytte halvvejs og svarede med et halvt øre, så jeg stoppede med at forklare. Han var altid på arbejde. Jeg har én gang vækket ham om natten og bedt om hjælp, fordi jeg var udkørt og brugt (vores søn ville ikke sove) og han vågner og siger: “Okay, jeg skal nok tage ham når du ikke selv gider!” (Jeg blev rasende indeni)
Når jeg en sjælden engang imellem tog i byen, fik jeg bemærkninger som: “Husk ikke at gøre noget dumt!” eller “Husk hvor du hører til” eller “du gør dig aldrig pæn for mig!”
Desuden forventede han at jeg skrev løbende, selvom han aldrig gjorde det den anden vej.
Har sagt: “Når du tager tøjet af, så kan man virkelig se hvor fed du er blevet!” (Jeg er 173 høj og vejede på det tidspunkt 90’ish kg) han siger at det er blevet sagt som en joke.. og spørger hvor længe jeg vil hænge mig i det!
Hvis vi har talt om noget omkring børnene og han har sagt noget, som jeg har valgt at gentage for ham, for at fokusere på præcis den sætning – har han altid brændt mig af med at det havde han aldrig sagt! Når jeg prøvede at tale om ting der var sket på dagen, sagde han altid at det kunne han ikke huske. Når der var dårlig stemning mellem os, og jeg spurgte om hvordan han syntes tingene var mellem os, svarede han at han synes der var en helt fin stemning..
Han lyver oftest for ikke at tabe ansigt – og det er over for alle..
Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange han har sagt undskyld…
Han er misundelig på sine egne børn – hvis jeg er kærlig overfor børnene kan han godt finde på at italesætte at der aldrig er nogen der er sådan overfor ham. Når vores børn ønsker kærtegn fra ham, forhandler de sig til det – for ellers gør han det ikke.. hans argument er: Men der er ikke nogen der nusser mig på ryggen, så hvorfor skal jeg nusse dig? Eller: Man kan ikke bare få det man gerne vil have, så nej jeg vil ikke nusse dig – for du skal ikke altid have din vilje.
Mine grænser er langsomt blevet flyttet, for husfredens skyld og fordi jeg har forsøgt at undgå negative bemærkninger – så på en måde er jeg måske selv skyld i at det er kommet så vidt?

Han forklare mig at grunden til stikbemærkninger/negative bemærkninger er:
1. Fordi jeg ikke har givet nok nærhed (aka sex)
2. Fordi jeg ikke har taget initiativ til at lave noget sammen
3. Fordi jeg ikke er en del af det huslige
4. Fordi mit tøj afspejler at jeg kan tåle at blive talt sådan til

Hvem gider være nær én der behandler et andet menneske sådan?
Initiativ til noget sammen kunne jeg selvfølgelig godt have været bedre til – men synes ikke jeg fortjener sådan en behandling.
Det huslige har heldigvis mange aspekter og jeg har været 24/7 på børnene også om natten – men der tillægges ingen værdi til det. Jeg går helst i løse bukser (baggy, jogging etc) og så en basis trøje.

Han fortæller mig at han har været meget jaloux og at det nok er derfor at han har gjort som han har gjort, fordi han følte at han manglede noget fra mig. Så i henhold til hvad han siger, så har han gjort det for at motivere mig..

Der er helt sikkert mange flere ting – men mange af dem er bare væk lige nu..

Lige pt står jeg sådan lidt i limbo – jeg føler at jeg har været udsat for en helt utilgivelig adfærd, som ikke kan retfærdiggøres af noget som helst. Men tankerne strejfer også om det måske kan være en grad af psykisk vold?

Jeg har stoppet sex, fordi jeg ikke kan hengive mig fuldkomment til ham. Jeg kan ikke mærke mig selv længere og jeg får dagligt besked på hvor svært han har det med de forhold vi er i lige nu.. og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere gal indeni pga manglende situationsfornemmelse for at jeg måske også har det møgsvært.

Jeg føler jeg skylder børnene at kæmpe men så igen, hvad kæmper jeg for?
Siden jeg sagde stop for 4 mdr siden har han ændret sig markant, men jeg tør simpelthen ikke tro på at det er oprigtigt!
For hvordan kan man gå igennem 13 år og behandle et menneske man elsker, som værende ligegyldig og ikke på noget tidspunkt stoppe op og tænke – åh åh, hvad fanden laver jeg?
Hvorfor skal der så drastisk en beslutning til, før der sker noget? Og kan jeg så stole på at det er reelt?

Jeg er total i vildrede – skal jeg gå, skal jeg blive?

Jeg overvejer psykolog – men inderst inde tænker jeg ikke at det er mig der bør se en psykolog.

Jeg tror jeg venter på en anden årsag, der får mit bæger til at flyde over, så jeg bare kan tage mine ting og børnene og så skride..