Kære Lulutalks

Hvordan bryder man den onde cirkel?

Jeg har igennem de sidste 15 år, oplevet at de mænd jeg dater altid har enden været voldige, manipulerende eller narcissistiske.
Min historie starter egentlig med at jeg allerede som 15 årig møder en fyr, som jeg falder for i en stormende forelskelse. Vi snakker at jeg føler, at det er kærlighed ved første blik og jeg troede egentlig at han havde det på samme måde. Det blev starten på en on/off relation. Og jeg siger relation fordi vi aldrig kaldte os kærester, men vi så hinanden i 10 år. Det var meget hot and cold i starten. Han fortalte mig, at jeg var speciel og han var forelsket i mig og andre dage var jeg absolut ingen ting. Vi kendte hinanden i 2,5 år før vores forhold bliver seksuelt. Og efter det ændre vores relation sig fuldstændig. Der er mange situationer hvor han selvom andre ser det slår mig flere gange på skulderen f.eks. og siger at det er for sjov, men han slår meget hårdt. Og en dag eskalere det. Jeg er taget med ham hjem efter en fest, vi er sammen seksuelt og han ønsker at gøre noget specifikt, som jeg ikke vil være med til, han tager mig i politigreb og gør det alligevel. Jeg græder og siger stop i mens, men det gør han aldrig. Han blærer sig med dette til alle sine venner efterfølgende også foran mig, og jeg får aldrig sagt til nogen på det tidspunkt, at det var et overgreb. Det her ender med at sætte standarden for vores videre forhold. Jeg forstår ikke hvad der sker på daværende tidspunkt. Jeg ser det ikke som et overgreb, fordi jeg selv er taget med ham hjem eller hjem til ham vel vidende om, at både hans og min forventning var at det skulle være seksuelt. Jeg oplever flere gange, at miste lysten og tydeligt sige fra overfor ham, men at blive tvunget til det alligevel. Senere hen optræder der en del vold, når ikke han får det han gerne vil have. Det går først ordentligt op for mig, hvad jeg har stået igennem 10 år efter jeg har mødt ham og 10 år hvor jeg selv er blevet ved med at opsøge den mand der har udsat mig for de her ting. Jeg synes det er pinligt og ønsker først ikke at fortælle noget som helst om det, for jeg forventede, at blive mødt med ‘hvorfor gik du ikke bare’. Og det spørgsmål stiller jeg tit mig selv. Hvorfor gik jeg ikke bare? Hvorfor tog jeg der hjem? Hvorfor tilgav jeg ham det han gang på gang udsatte mig for?

Jeg havde i mellem tiden fået mig en spiseforstyrrelse og en voldsom depression, som desværre også endte ud i et selvmordsforsøg, som heldigvis ikke lykkedes.
Jeg er stadig den dag i dag vred på mig selv over, at jeg ikke gik. Men jeg taler åbent om det over for mine veninder, jeg har dog aldrig fundet styrken til at fortælle mine forældre hvad der skete.

Ind i mellem at jeg sås med ovenstående fyr, møder jeg en anden. Han er sød og dejlig i starten, men det viser sig, at han er misbruger og kun ses med mig i håbet om, at få nogen af mine stærke smertestillende piller, som jeg fik efter en operation. Han roder mine skabe igennem for at finde dem, når han er hos mig og spørger mig sågar på sms flere gange om jeg har flere piller. Det lykkedes mig efter nogen måneder, at afslutte relationen. Kun for at han et par år senere skriver igen og vil undskylde og ses igen, fortæller mig hvor fantastisk og ikke som de andre jeg er og efterfølgende ghoster mig. Og tilbage står jeg med følelse af at det er mig som er noget galt med.
Og nu til min seneste relation, som jeg har svært ved at navigere i, hvad der helt er foregået. Jeg møder ham, da han skal være min træner til den sportsgren jeg dyrker. I starten kan vi ikke fordrage hinanden. Men på en eller anden måde får vi opbygget et forhold, som starter med at være en uskyldig flirt. Alt dette foregår også i on/off perioden med den første fyr jeg nævnte. Denne mand er 10 år ældre end mig og han har en kæreste. Alligevel flirter vi til træninger og skriver enormt meget sammen hele tiden. En aften hvor jeg har været til fest ender han med at hente mig, hvor efter vi kysser for første gang. Jeg er efterfølgende i stor konflikt med mig selv, da han jo har en kæreste, og han tilbyder at gå fra hende for at være sammen med mig. Jeg er meget ung på det tidspunkt og jeg synes det er alt for seriøst. Så jeg takker nej. Men fortsætter mit flirt og små kysserier med ham til trods for at han er i et forhold med en anden. Han ender med at droppe både kæresten og mig til fordel for en ny kvinde han møder. Vi har ikke kontakt i en god rum til, men får kontakt igen, hvor vi igen skriver flirtende sammen, men kæresten han har nu finder ud af det og vi bryder kontakten. Efter en lang periode igen, har han fået en ny kæreste. Jeg møder ham tilfældig efter en koncert, vi står og snakker sammen, hvorefter kæresten verbalt overfuser mig og jeg går fra stedet. Han skriver efterfølgende flere beskeder til mig om hvor jeg er og at han gerne vil møde, men jeg afviser ham. Dagen efter ringer kæreste og skælder mig ud og beskylder mig for at komme imellem dem. Jeg cutter hurtigt kontakten med ham igen. 5 år efter vores første møde, får vi igen kontakt. Han har endnu engang fået en ny kæreste og vi beslutter os for at mødes og gå en tur som venner. Det går fint, dog med en del flirten, men ellers uskyldigt. Men vi falder pladask for hinanden igen, og prøver egentlig at stoppe kontakten, men ingen af os kan overholde det. Her ender vi med at have sex for første gang. Han dropper mig få dage efter med beskeden om at han elsker sin kæreste og det er hende han vil være sammen med. Det knuser mit hjerte. Han blokere mig alle steder, hvilket gør det til et clean break for mig. 5 år efter får vi kontakt igen. Han har endnu engang fået en ny kæreste. Vi starter hurtigt en seksuel relation til trods for det. Han ender med at gå fra hende, i mellem tiden har ham og jeg en pause, men en måned efter begynder ham og jeg at ses. De første par uger er alt godt og intens og dejligt. Men så begynder han at stoppe med at svarer mig i 1 uge af gangen, kun for at vende tilbage med beskeden om at det har været en hård periode og skal vi snart ses. Det sker gentagende gange og der går langsomt længere og længere tid mellem de gode perioder, og svar tiderne bliver meget lange. Jeg i talesætter det overfor ham og han lover mig at det vil ændre sig og fortæller mig hvor vild han er med mig og at vi er soulmates, kun for at ghoste mig igen dagen efter. Jo mere han ghoster mig, jo mere desperat bliver jeg efter hans opmærksomhed. Jeg bombardere ham med sms’er, bare for at sige lige det der får ham til at svare. Jeg hælder mig hjerte ud, men får aldrig rigtigt ordentlige svar. Han vil gerne være kærester på sigt, men er ikke klar lige nu, og mønsteret fortsætter. Indtil jeg efter en ghosting periode på en måned, tager en graviditetstest der viser 2 streger og efterfølgende finder ud af, at jeg er 13 uger henne. Jeg sender ham et billede af testen, for at få besked om at han er i chok og har brug for tid. Og så høre jeg intet fra ham i 2 uger. Han skriver efterfølgende til mig hvordan jeg har det og at han selv har det dårligt, hvilket jeg slet ikke kan rumme. Jeg beder ham mødes med mig og snakke om vores fremtidige barn. Det nægter han. Han er ikke klar. Jeg skriver til ham for at få ham med til kønsscanning. Men han vil ikke se mig. 2 uger efter mister jeg hende. Men jeg fortæller ham det ikke. Først en måned efter jeg mister hende, er han klar til at mødes. Der er altså gået 3 måneder siden jeg fortalte ham det første gang og jeg har virkelig prøvet at få ham til at tale med mig. Vi mødes og jeg fortæller ham og mit forfærdelige tab. Han virker også berørt. Men vil ikke rigtigt tale om det: jeg skal afsted på en længere rejse og han lover mig, at vi skal holde kontakten mens jeg er væk og at vi skal tale om det hele. Og så bliver alt egentlig godt. Vi taler sammen over sms eller FaceTime hver dag og vi har det godt sammen, men vi taler aldrig om vores baby. 4 dage inden jeg skal hjem fra mit 3 måneders udlands ophold, har jeg ikke kunne få kontakt til ham i en uge. Her modtager jeg en sms om at han har fundet en anden. Han knuser mit hjerte endnu engang. Han har været sammen med den anden kvinde siden og de har sidenhen fået et barn sammen.

Vi har stadig sporadisk kontakt, som ofte ender med ham der fortæller mig, at vi ikke kan ses, fordi jeg er hans svagepunkt og jeg frister ham for meget. Jeg er stadig meget forelsket i ham, og føler ikke jeg kan komme videre efter tabet af ham og vores baby, nok også fordi ham og jeg aldrig rigtigt har talt om at have mistet et barn, som er blevet en ting der fylder enormt meget for mig, og som har givet mig stor sorg.
Men jeg har på det seneste tænkt meget over at han har narcisitiske træk, men jeg har også tænkt meget over, om det han har udsat mig for er psykisk vold? Eller om jeg bare har lagt en masse ord i hans mund og han så har talt mig efter munden, for at bibeholde vores seksuelle relation?

Derudover søger jeg meget svaret på hvordan jeg bryder med mit dårlige valg af mænd? Hvorfor finder jeg altid den narsicistiske, voldige eller manipulerende type?

Kh A

Birgitte_Team_Lulutalk Ændret status for at udgive 1 dag siden