Jeg har de sidste 15 år været “kæreste” med M.
Vi ved begge to vi kun er sammen pga. vores fælles hunde.
M er meget ustabil og en tikkende bombe.
Jeg har flere gange kørt med hundene i sommerhus – da jeg simpelthen ikke kan være i nærheden af ham.
Han råber og skriger kalder mig dum og uduelig.
Fremhæver alle min fejl, glemt at tømme filteret i tørretumbleren, finder en hunde-hømhøm i haven efter jeg har samlet op – jeg må jo være blind eller dum!!
Der er så mange eksempler på ting jeg gør forkert – at jeg er begyndt at tvivle på mig selv.
Jeg har haft samme job i 15 år og har altid været god til det – men indenfor de sidste par år er jeg begyndt at lave mange fejl, glemme og komme med dårlige undskyldninger..
M er psykisk syg og har tidligere taget antidepressiv medicin.
Det hjalp og han lovede mig at han ville fortsætte – det gjorde han også et par år.
Men nu har han dårligt blodtryk og får en anden medicin – så må han ikke tage den antidepressive medicin mere.
Jeg havde som et krav at jeg skulle se ham tage dem hver dag – hvis han fortsat skulle bo her.
Og det overholdt han faktisk..
Nu siger han at jeg er ude på at slå ham ihjel og at det er et helt urimeligt krav, jeg stiller..
Han har ikke taget dem i et par mdr. nu – og hans gamle jeg er på vej tilbage…
Ubehagelig, nedværdigende og her til aften også truende.. ” dumme kælling, du tager du dig fandme sammen og gør hvad jeg siger, ellers får du en flad.. skal jeg banke fornuft ind i dit dumme hoved?”
Jeg havde ikke tømt filteret i tørretumbleren..
Jeg ejer huset og har før været hos politiet – for at få hjælp til at få ham ud.
Umiddelbart kunne de intet gøre, ingen blå mærker og han har boet her så længe og betalt halvdelen af huslejen…
Er det korrekt?
At jeg er fanget her med ham?
Jeg kan ikke fysisk smide ham ud… og jeg har ingen familie eller venner der kan hjælpe..
Jeg har sagt til ham mange gange at han skal flytte og at jeg virkelig mener det.. når hundene er væk skal jeg nok skride, er hans svar..
Han har ingen respekt for mig overhovedet.. ofte lader han mig slet ikke tale færdig – inden han afbryder eller siger kom nu med pointen, der er ingen grund til detaljer!!
Jeg ved – uden den antidepressive medicin – går det her galt…
Det er på vej, derhen hvor vi var for et par år siden..
Jeg flygtede i sommerhus med hundene i nattens mørke – da jeg ikke anede om han ville gøre alvor af alle hans trusler.
Dengang var jeg ved min læge og fortalte ham hvordan situationen var.. Han sagde gå til politiet.. Politiet kunne ikke gøre noget – jeg skulle gå hjem og stille ham stolen for døren og bede ham flytte!
Han ringede og truede min veninde og hendes datter, som intet vidste om min situation..
Jeg var såå flov og prøvede at glatte ud overfor hende..
Og jeg har faktisk fortalt hende at M. er flyttet..
Jeg fik ham overtalt til at jeg kom hjem, hvis vi kørte på psykiatrisk afdeling.
Da vi nåede frem var han tosset og havde forsøgt at komme med spydigheder hele vejen.. jeg talte ham efter munden..
Da vi nåede derhen satte jeg ham af .
Der fik han antidepressiver.
Jeg kan simpelthen ikke magte endnu en omgang… sidste gang lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville være bange for at være i mit hjem igen..
Det er jeg så småt igen.. og det bliver kun værre fra nu af – uden medicin..
Hvordan får jeg ham ud?