Er det psykisk vold?
Kære brevkasse
Jeg har været sammen med min kæreste gennem mere end 6 år, og vi har ingen børn sammen og lever heller ikke sammen mere.
Gennem stort set hele vores forhold har der on/off været kontrollerende adfærd fra hans side. Alt fra hvordan jeg talte med min datter til det tøj jeg går i. Han er den misundelige type, der ikke glæder sig, når det går andre godt. Inklusive både min datter og mig selv. Han er hele tiden et offer, der har store problemer med at han skal selv holde sit hus, passe sit helbred og så er han utrolig opmærksomhedskrævende. Han holder ‘regnskab’ vil jeg kaldet det, med alt fra hvor mange gange jeg er sammen med mine veninder, til hvem der den og den dag har sendt første/sidste sms, hvor mange hjerter der er i den osv… Det er ret opslidende, og han tjekker ind, når jeg er enten sammen med min datter, mine forældre eller mine veninder. Og han har et stort behov for at udtrykke at jeg godt kan bruge tid med mine forældre, min datter eller mine veninder, men ikke nær så meget med ham, og at vi ikke længere snakker mange timer i tlf, som vi gjorde i starten… Han siger det på en anklagende måde…
Han har stadig en mening om mit tøj, min datters tøj og hvordan vi bor… Han har travlt med at påpege alle andres fejl, og han føler sig konstant overset. Han er et utroligt negativt menneske, hvor jeg er væsentlig mere positiv, også når livet er svært, og det irriterer ham virkelig meget, for jeg hænger ikke i offerrollen. Han har nogle helbredsproblemer, som forstærker hans offerrolle, men han vil ikke lytte eller have/søge hjælp til at komme igennem det, for han ved bedst selv… Og så forventer han at jeg kommer springende og kører han på sygehus osv. Og ikke mindst at jeg er tilgængelig og har min tlf på mig hele tiden, selvom jeg virkelig har brug for at ikke stå til rådighed døgnet rundt. Når vi er nogen steder til sociale arrangementer, vil han bestemme hvornår vi skal hjem. Han blir sur, når han ikke er centrum, når mine forældre ‘hellere’ vil snakke med fx min datters far, end at de skal sidde og hive hvert et ord ud af ham. Så er det et kæmpe problem, og et ligeså stort problem er, at min datters far og jeg har et super godt samarbejde. Og det har han ikke med sine børns mor. Og har aldrig haft. Så det er han ret jaloux over. Han vil have sex meget ofte, og jeg har simpelthen ikke lysten længere, men formår ikke altid at sige nej, hvilket jeg godt ved jeg burde gøre. Hvis vi er ude at handle, og jeg møder nogen jeg kender, og står og sludre, så blir han sur, og siger at nu var det jo vores tid sammen. Det samme sker hvis jeg får en besked eller opkald når vi er sammen. Og især hvis det er fra min datter, der har behov for ekstra støtte, eller hvis mine forældre ringer. MEN, han kan uden problemer sidde og tjekke Facebook på sin mobil, når vi er sammen. Det ser han ikke det urimelige i. Eller at han sidder med sin tlf, når vi besøger nogen. Det er simpelthen så pinligt. Men jeg siger ikke noget, for hvis jeg gør, så skal jeg lægge øre til en lang enetale om at ingen snakker med ham… Det skal så lige siges, at han ikke selv prøver at starte en samtale med nogen. Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg er så slidt mentalt og følelsesmæssigt. Jeg har ikke længere lyst til at være sammen, men da hans netværk er mikroskopisk, så er det svært, når jeg samtidig ved at han har noget med helbredet. Vi har gjort det forbi en enkelt gang, og der gik det helt galt for ham, han græd, selvom der var ham der sagde stop, han sov ikke, spiste ikke, og var helt til rotterne, så jeg valgte at give det en chance mere, også selvom jeg ikke burde have gjort det. Så nu føler jeg at jeg sidder i saksen.
Hver gang jeg prøver at trække mig, bliver jeg beskyldt for at nægte ham sex osv… Men han ser slet ikke at han skubber mig længere og længere væk.
Har tidligere været i et forhold hvor der var psykisk terror/ vold, men det var mere udtalt, så derfor er jeg i tvivl her.
Svar fra Lulutalk
Kære forvirrede du
Mange tak for dit brev. Det gør indtryk på mig hvor meget omsorg, hjælp og forståelse du giver din kæreste – og også hvor meget du tilsidesætter dig selv, dine egne grænser og behov. Det lyder dog til, at du inderst inde godt ved, hvad der er godt for dig, og som du skriver, er du klar over at du faktisk ikke ønsker at være sammen med ham længere.
Jeg får det her billede af din kæreste, som en person, der har et uudtømmeligt behov for opmærksomhed, omsorg og hjælp, på en måde som ikke er mulig for nogen at imødekomme. Det lyder som at det aldrig er godt nok, uanset hvad du gør. Det er helt normalt, at man i et parforhold kan have forskellige behov og at den ene kan have mere brug for anerkendelse og opmærksomhed end den anden. Det kan dog aldrig være din opgave eller ansvar at skulle opfylde alle din partners behov 100 pct. Det er en umulig opgave. Det virker ikke ligeværdigt i et voksent kærlighedsforhold, at den enes behov hele tiden er vigtigere end den andens. Det virker til, at der altid kun er mest fokus på ham og at han ikke kan glæde sig på dine eller din datters vegne.
Det gør mig ondt, da det at glædes på hinandens vegne er vigtigt i et kærlighedsforhold. Fravær af glæde på hinandens vegne kan i værste fald være ødelæggende og også betyde at du i sidste ende risikerer at miste glæden i dig selv. Eller følelsen af at være god nok.
Derudover lyder det også til, at du er i et forhold, hvor han har et stort behov for kontrol. Det er alt fra hvilket tøj du har på, den måde du er mor på, din opmærksomhed ift. ham, hvem du taler med osv. Det viser jo en ulighed i jeres relation, at han vil have magt og kontrollere dig, som er decideret usundt. Ikke blot for dig, men også for din datter, der implicit er en del af det, igennem hvordan det påvirker dig og dit humør. Dertil kommer at det lyder som om, at der er regler for dig og så er der andre regler for ham. Det lyder ikke rimeligt.
Om det er psykisk vold? Du beskriver helt klart elementer af psykisk vold, blandt andet fravær af at ville dig det godt, der kommer til udtryk ved nedladende adfærd overfor dig, og ved at han f.eks. ikke glædes på dine vegne. Det er ikke så afgørende i mine øjne, hvad vi kalder det, for det lyder usundt, det lyder til at du vil væk fra det – og det er det vigtige at lytte til.
Jeg kender ikke din kæreste, men udfra det du skriver, lyder det til at han ikke vil tage imod hjælp fra andre. Det er hans ansvar. Han er en voksen mand og det virker som en stor opgave, at du skal stå til rådighed for at hjælpe ham, når han ikke samtidig opsøger relevant hjælp.
I en kærlighedsrelation kan vi hjælpe og støtte hinanden, men vi kan aldrig gøre hinanden ansvarlige for, hvordan vi har det hver især. Og når han vælger ikke at søge hjælp er det hans ansvar og ikke dit.
Jeg får også indtryk af, at det ikke er noget du kan tale med ham om. I forhold kan man have masser af konflikter og være uenige. Men når dagen er omme handler det om, hvordan man mødes efter en konflikt og om begge parter er villige til at tage ansvar for deres andel i konflikten. Ud fra det du beskriver, lyder det ikke som om, at der er en villighed fra din kærestes side til at se på sin egen andel, hvilket gør det svært for forholdet at udvikle sig og få løst de problemer der er imellem jer. Det kan aldrig kun være den enes ansvar.
Den følelse af at ”sidde i saksen”, som du skriver, må være tung og opslidende for dig. Især fordi jeg hører, at du også har omsorg for ham. Men spørgsmålet er igen, hvor meget omsorg han har for dig, når det kommer til stykket? Du lyder jo så afklaret med, at du skal videre og ikke er glad i den relation, så det fortjener han jo også at få af vide. Ingen skal være sammen med andre af medlidenhed. Det er så hans rejse at finde ud af, hvordan han skal komme videre – det er som jeg skrev ikke dit ansvar. Nemmere sagt end gjort, det ved jeg. Men jeg håber, at du kan mærke, at jeg støtter den mavefornemmelse du selv har, og håber at det kan skubbe dig lidt i retning af at lytte til den.
Alle de bedste hilsner fra Ellen.
DIT SVAR
Det vil blive gennemgået inden længe.
