Kære Lulutalk

Jeg er desværre i den situation at jeg i over 20 år har været gift med en mand der på så mange måder er meget svær at leve sammen med. I mange år troede jeg at vi blot havde et besværligt forhold, og at det nok var mere min skyld end hans, men jeg er i de senere år blevet opmærksom på, at en del af de ting han gør og siger går ind under forskellige former for vold, hvilket jeg også har fået bekræftet da jeg et par gange har ringet og snakket med Lev uden vold og har også været på besøg på et krisecenter og begge steder fik jeg at vide at de syntes min situation er meget alvorlig og at de meget gerne så at jeg kom væk fra ham så hurtigt som muligt og blev også tilbudt plads på krisecentret. Og alligevel kan jeg ikke finde ud af at flytte. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er der sker med og i mig? Hvorfor kan jeg mon ikke gå fra ham når jeg ved hvor forkerte hans handlinger er og jeg tydeligt mærker hvor nedbrydende det er for mig at blive? I mange år fortalte jeg mig selv at det var for børnenes skyld, så de ikke skulle være alene med ham i hans weekender, men de er voksne nu og jeg sidder stadig fast.
I nat blev det igen særlig grimt, han har de sidste to dage kysset og krammet mig rigtig, rigtig meget og kommet med en masse seksuelle hentydninger og berøringer, på sådan en krævende måde han ofte bruger når han enten mener han har ret til sex (fordi vi er gift) eller han med hans ord gerne vil have at vi skal have det rart, og selv om jeg, som jeg har gjort så mange gange før, fortalte ham at jeg ikke bryder mig om det, at jeg desværre ikke har lyst til sex når vi har det svært sammen, at jeg har brug for at vi får snakket ud om og fundet løsninger på nogle af vores problemer først, så blev han igen bare ved. I nat kulminerede det så med at jeg endnu en gang vågnede imens han rørte ved mig og kort efter trængte han op i mig. Og i stedet for at rejse mig og gå, så blev jeg bare liggende.
Og jeg får lyst til bare at skrige ud i luften, af afmagt, frustration, sorg, vrede, desperation og skam. Og stadig står jeg op og laver morgenmad. Og selvom jeg ved, at det er helt galt, så mærker jeg det alligevel ikke rigtigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men det er som om en del af mig er død, at jeg simpelthen ikke rigtigt mærker livet længere.
Ud over at han mener han har krav på sex fordi vi er gift, hvilket han fortæller mig fuldstændig roligt og uden så meget som at blinke, så er der en masse andre problematikker også, f.eks. har jeg først for nyligt fået adgang til vores fælles bankkonto, indtil da har jeg måtte spørge ham efter penge hvis jeg skulle købe noget, alt i mens han hele tiden har haft mulighed for at bruge de penge han ønskede og har aldrig ville tale med mig om det. Det er derfor noget vi har skændes om alt for mange gange i løbet af årene. Ændringen her skyldes dels at jeg igen og igen og igen har taget emnet op og han vist til sidst blev så træt af den samme samtale at han sendte mig et link så jeg kunne få adgang til kontoen også, og samtidig ville han gerne at jeg lavede et budget og fik orden på vores økonomi så vi kunne begynde at spare op.
I hverdagen ved jeg aldrig hvad jeg kan forvente mig af ham, nogle dage oplyser han ikke om at han har overarbejde helt til kl. 20, andre har han pludselig fri midt på dagen uden at jeg vidste noget om det, i det hele taget bliver jeg aldrig taget med på råd når han laver aftaler, heller ikke aftaler som berører mig. F.eks. har han lige været 3 dage i Berlin, noget jeg først fik at vide efter det var aftalt og billetterne købt (for vores fælles penge selvfølgelig).
Når jeg forsøger at bringe noget af det her op, sukker han, vender det hvide ud af øjnene, går væk eller beskylder mig for altid at ville skabe problemer. Og hvis det endelig lykkes mig at “tvinge” ham til at høre på mig, ved at blive ved, råbe op, gå efter ham, så begynder han som regel at fortælle om hvor synd det er for ham at han så gerne vil gøre det bedre, han vil bare så gerne at jeg er glad, men han ved simpelthen bare ikke hvordan eller hvad han skal gøre. Og der står jeg så råbende og skrigende som en anden galning, og manden vil bare gerne at jeg er glad. Og det gør mig simpelthen skør. For jeg har så ufatteligt mange gange kommet med helt konkrete eksempler på ting han kan gøre i konkrete situationer, men som han ikke har gjort så meget som en gang, så det giver ingen mening. Og igen der, så ender det med at jeg bruger en masse tid på at fortælle om hvad han kunne gøre, hvordan situationen kunne have været grebet an og han fortælle om hvor svært det er for ham og hvor meget han ville ønske at han kunne og så snart snakken er overstået, så kan man finde på at gøre det vi lige har snakket om, igen. Nogle gange har jeg taget ham i at have sådan et lidt smørret smil imens han gør det, som om han nærmest synes det er sjovt. Hvis jeg går nok til ham eller gør andet han ikke bryder sig om, hvilket kan være alt lige fra at jeg har skrevet med en mandlig bekendt på facebook, bruger tid på en veninde (hvilket jeg så ikke gør længere) så bliver han hurtigt ubehagelig og nogle gange truende i sin adfærd og bliver ved og ved og ved med at gøre ting jeg synes er ubehagelige indtil jeg stopper med det. Feks. kan han i sådan en periode skifte imellem at ignorere mig og komme og nusse mig og sige ting som “er det ikke dejligt skat? Du er simpelthen så lækker” Og hvis jeg siger noget tilbage, så enten ignorerer han mig igen eller begynder at råbe om at intet af det han gør er godt nok til mig. Og sådan kunne jeg blive ved med at komme med eksempler, der er så uendeligt mange af dem.
Og alligevel er jeg her endnu. Og jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved at jeg et eller andet sted stadig håber at han vil ændre sig, at han kunne have lyst til at vi skulle have det rart sammen, være god ved mig og virkelig se mig glad. Jeg ved også at det nok ikke kommer til at ske. Desværre er jeg bange for at jeg er blevet for længe. Det er som om jeg har mistet mig selv så meget at jeg ikke længere kan finde ud af at komme væk. Og måske er det netop derfor jeg skriver til jer, for at spørge til om det kan ske, kan man miste sig selv så meget at man ikke længere kan komme væk? Eller er der mon noget jeg kan gøre?
Det skal samtidig siges at jeg ikke kan så meget, jeg er igennem årene blevet mere og mere syg, både fysisk med mange forskellige symptomer, blandt andet smerter, træthed, dårlig hukommelse osv., og psykisk hvor jeg blandt andet har udviklet en del angst og derfor ikke længere kan så meget. Jeg kan ikke længere genkende mig selv og ved ikke rigtigt hvem jeg er. Jeg var en ung kvinde med masser af mod på livet da jeg mødte ham, nu er jeg en voksen dame der dårligt kan være der for mine børn og slet ikke for mig selv, og som samtidig har mistet kontakten til alle dem jeg havde omkring mig, de er ligesom bare forsvundet ud af mit liv med tiden, de fleste af dem fordi jeg lod det glide ud fordi det var for smertefuldt at have dem i mit liv når de ikke vidste hvordan mit liv også var og jeg havde ikke ordene til at dele det med det, og nogle fordi jeg netop delte og de ikke rigtigt hørte eller troede mig og så blev det for smertefuldt for mig at blive ved med at ses. Og jeg forstår ikke hvorfor jeg lod ham, lod ham tage alt det fra mig. Og forstår slet ikke hvorfor jeg fortsat lader ham. Mon jeg nogen siden kommer væk…?