Jeg ved snart ikke, om jeg er en meget tæt pårørende i denne her situation eller om jeg faktisk bliver udsat for psykisk vold…

Jeg har været kærester med ham her i lige knap 3 år, men for 2 måneder siden slog han op med mig, med den begrundelse, at han ikke har det særlig godt, han ikke vil skade mig mere end han allerede har gjort og at han føler ikke forelskelsen er der længere (jeg tænker ikke en forelskelse varer i 3 år, men at det går mere over til at blive hverdag og at man elsker hinanden i stedet, men hvad ved jeg). Vi bor stadig sammen.

Han har det rigtig psykisk dårligt, og i følge lægen har han lige haft en mindre psykose (som han var i, da han slog op med mig), hvor jeg har skulle høre flere gange på, hvordan han vil tage sit eget liv, hvordan jeg er et dårligt menneske, hvordan han er et dårligt menneske og ikke dur til noget (altså rigtig mange selvdestruktive tanker). Jeg ved, at han tidligere har haft en mindre psykose inden vi fandt sammen, og han har fortalt mig, at han aldrig fortæller nogen, når han har det dårligt, fordi alle forlader ham, svigter ham og tager afstand til ham, når han får det psykisk dårligt. I mit hoved, så ville jeg altid elske ham ubetinget og jeg har altid nævnt for ham, at jeg nok skulle være der for ham selvom han har meget i bagagen. Jeg fik langt om længe overtalt ham til at tage med til lægen og han er nu i forløb hos psykiatrien. Hans familie har løftet hænderne i vejret og sagt “det ved vi ikke, hvordan man håndterer”, så jeg står med ham og alle hans dårlige tanker og valg alene.

Jeg ved, fra hans tidligere forhold er der ingen af pigerne, der har sat en grænse for ham og selv hvis de prøvede, så har han stadig gjort som det passede ham. Hans behandling af ex-kærester, fortalte han mig ret hurtigt efter vi mødte hinanden, så allerede her burde jeg have set red flags (det havde jeg i hvert fald gjort, hvis det var mine veninder, der fortalte mig de her ting om en fyr de havde mødt). Men jeg så det ikke som værende et problem, mere som en ting “det skal vi nok komme igennem, jeg kender mine grænser og jeg finder mig ikke i hvad som helst”.

Allerede inden vi sætter titel på som kærester, kører han en del på mig med, at “du har sikkert også været sammen med en anden i nat”, “du skriver også med alt for mange fyre”, “du går også i byen hele tiden for at få opmærksomhed” og endnu flere ting, som jeg skal forsvare mig overfor – sådan har det faktisk været igennem hele vores forhold, at jeg skal forsvare alt jeg gør, både i og udenfor lejligheden. Jeg ved, man kan have en usikkerhed i sig selv og har brug for bekræftelse fra den anden og med hans historik af ex-kærester, der havde været ham utro, troede jeg det var normalt at skulle forsvare mine handlinger, så han kunne have det godt, men selv det at jeg snakker med de kammerater han havde med til fester mine veninder og jeg holdte, skulle jeg forsvare (den del har jeg aldrig forstået, men igen har gjort det jeg kunne for, at han følte sig tryg, set og hørt).

Efter vi har kendt hinanden i 6 måneder flytter vi sammen grundet vores begges boligsituation – men hvis ikke vi kunne bo sammen nu, hvorfor skulle det så komme senere i forholdet, blev vi enige om.
Her synes jeg, at der kom endnu flere forpligtelser ind overfor hinanden, jeg vil respekteres, som han selv ville.
Men det blev værre med kommentarerne, beskyldningerne og truslerne omkring, hvis jeg mødtes med venner/veninder, tog i byen, svarede på mine beskeder, faktisk bare det at jeg tog på arbejde, kunne være et problem, som skal forsvares. Så jeg stopper stille og roligt mere og mere med at svare på beskeder fra mine venner og veninder, jeg stopper med at gå i byen, snakker nærmest ikke med andre end ham, fordi jeg ikke orker at skulle forsvare mig selv, jeg skaber ikke en kontakt til nogen af dem i min klasse på nyt studie (for som han sagde “det er et studie du skal igennem, så du kan tjene mere, du er ikke kommet for at få venner”), jeg er faktisk bare ret alene nu og endnu mere efter han ikke vil være kærester længere og sidder kun tilbage med alle de dårlige tanker om, hvordan jeg er forkert, hvad gjorde forkert i vores forhold, hvad jeg gjorde for at fortjene den behandling han har givet mig, vil en anden nogensinde elske mig hvis jeg er så forkert og gør alt forkert?

Jeg er udmærket klar over, at det er svært at have en kæreste (altså mig) som arbejder fuldtid og har et aftenstudie, som kræver ca lige så meget som et fuldtidsarbejde ved siden af og at det tager meget af vores fritid sammen og samtidig dræner mig fuldstændig for energi (hvilket fra min side giver mindre nærvær og mindre sex “du behøver ikke deltage, jeg skal bare bruge din krop”). Men som jeg har forsikret ham om hele tiden – hæng i, jeg skal læse det her i 2 år og så kan jeg tjene mere efter og hjælpe os begge økonomisk mere på den anden side.

Som jeg ser det, har jeg hele tiden gjort de ting han gerne vil have jeg gør, svaret på alle hans nedladende beskyldninger, holdt tilbage med ting jeg ikke synes er ok, ladet ham gøre de ting han vil når han vil, men med den grænse, at jeg vil have en besked på, hvor han er og hvornår han regner med at komme hjem – der opstår problemet bare, det kan han ikke helt indfri og tit når han går i byen/arrangementer, så kommer han slet ikke hjem, jeg får ingen beskeder, jeg hører ikke fra ham og så kommer han valsende dagen efter til eftermiddag, som om intet er galt i at komme hjem når det passer ham (men kunne du se hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det imod ham?). Alle de gange det er sket, har jeg sagt til mig selv “det er slut nu, jeg bliver nødt til at gå, det er langt over min grænse og han elsker mig ikke nok til at være mit safety space fremfor frygt”. Og jeg er her stadig selv nu hvor vi ikke er kærester, selv nu hvor han behandler mig dårligere end nogensinde før, selv nu hvor jeg ikke ved hvad han laver hver dag og han gør helt som det passer ham uden konsekvenser for noget, selv nu hvor alle andre siger “flyt fra den lejlighed”, selv nu hvor vi den ene dag snakker fint sammen og måske en sjælden gang spiser aftensmad sammen eller tager ud og laver noget hyggeligt og jeg så dagen efter er luft for ham, og jeg stadig kan finde alle undskyldninger for hvorfor jeg skal blive her og passe på ham (jeg har aldrig haft en tanke om, at det er fordi han skal reddes, jeg ville oprigtigt gerne være sammen med ham og skabe en fremtid, alle skal have en chance trods ens bagage).

Ej at forglemme, at vi havde også rigtig mange gode dage og der gik længere og længere i mellem vores større skænderier (de kom ofte af at jeg ikke finder mig i alt), og han kunne også være det mest kærlige menneske, og han kunne fortælle mig hvordan jeg er det bedste der sket for ham, og alle mulige andre rosende ord. Og derfor sidder jeg bare tilbage så forvirret, ødelagt, ensom, psykisk stresset og bare holder mig beskæftiget med arbejde og studie for ikke at sidde for meget alene med mine dårlige tanker.

Jeg ved ikke, om jeg sidder og venter forgæves på, at vi bliver kærester igen? Hvorfor jeg ikke bare siger vores lejlighed op og finder mit eget og kommer videre? Sidder jeg bare med håbet om, at vi nok skal få en fremtid sammen og alt nok skal blive godt, der skal bare lige styr på ham og hans tanker med hjælp fra psykiatrien? Hvorfor jeg har tilladt ham at køre mig så langt psykisk ned, at jeg flere dage om ugen ikke synes at livet er værd at leve?
Er jeg hans pårørende, der skal være den eneste og sidste tilbage, der får alt det psykiske smidt af på og kan bevise for ham, at selvom han har det dårligt og gør så mange skadelige ting mod mig, så er jeg her stadig? Eller er jeg faktisk nu bare en ex han kører helt i bund? Burde jeg lade ham ramme bunden alene? Skal jeg finde mig, hvad end han render rundt og laver nu hvor vi ikke er kærester og bare selv sidde derhjemme og ikke kunne komme videre fordi jeg stadig skal forsvare mig selv for at træde ud for en dør? Skal jeg flytte, men stadig håbe vi en dag skal finde sammen? Elsker jeg ham egentlig stadig?

Jeg kunne aldrig drømme om at lade det her ske for mine veninder, men jeg ser mig selv som et stærkt menneske, der også har stået model til alt muligt hjemmefra fra jeg var helt ung og bare tænker “det skal vi nok klare. Det er også synd for ham, han har det dårligt, alle skrider når han har det sådan her osv, jeg skal nok klare det, jeg er stærk”.

Jeg ved ikke, om det er mærkeligt jeg sender min historie ind i jeres brevkasse. Der er også mange detaljer der kommer til at mangle og er mine spørgsmål og tilstand egentlig slem nok til, at jeg skal bruge jeres tid på det her.
Jeg lytter til jeres podcast og der var bare så mange ting, hvor jeg tænkte “gad vide om jeg er så dum, at jeg ikke har forstået, jeg skulle have været gået for længst?”

Hilsen M