Jeg er netop gået fra min kæreste og har taget vores fælles datter med. Jeg er kommet i tvivl om han er psykisk voldelig…
Han kan finde på at snakke nedladende til både mig og vores datter. Til mig siger han typisk “stop dig selv” hvis det jeg siger ikke passer ham. Min datter er det typisk “hvad piver du for” og “ej hvor er du træls lige nu”.
Han har også flere gange tvunget vores datter til at vende mave mod mave når han holder hende selvom hun tydeligt vil ned eller vende sig om. Han vil gerne at hun kan være tæt på ham, som hun er på mig.

Da jeg gik fra ham truede han mig med at bruge min fortid (psykisk sygdom) imod mig og sagde han nægtede at give mig bopæl over datter. Han er meget kontrollerende. Især med penge. Han skriver alle kvitteringer ind på computer. Han tjekker hvad der kommer i fælles indkøbskurv. Alt skal opdeles dit, mit og fælles. Han har flere gange prøvet at manipulere mig til at tage en uddannelse så jeg kunne tjene flere penge og på den måde kunne “min” drøm gå i opfyldelse, om hus, stor bil og udlandsrejser (som var hans drøm). Da jeg så efter laaaang tid endelig fik sagt fra med at tage en uddannelse for penge skyld, så prøvede han at presse mig til at skifte job til fx lager, da man som ufaglært tjener mere end hvad jeg gør nu. Han presser på og finder jobopslag mm og sender til mig.

Han har aldrig taget initiativ til at være sammen med vores datter eller egentlig rigtig vist interesse i hende før jeg gik fra ham. Nu vil han se hende hele tiden og hun er hos ham til første overnatning hos ham. Netop som jeg skriver løber tårerne ned ad mine kinder fordi jeg ikke ved hvordan hun har det. Og jeg har følelsen af at han ikke skriver eller sender billeder bare fordi han ved uvisheden gør ondt på mig. Jeg tør ikke en gang spørge for han vil bruge alt hvad han har imod mig…

Søger gode råd, vejledning..

Er han psykisk voldelig? Eller er det hele i mit hoved? Overdriver jeg?

Maria Ændret status for at udgive 08/12/2023