Sidder nu, i en lejlighed. Stadig med min vielsesring på højre ringfinger. Flyttede ind for en uge siden. Jeg er stadig gift, og til maj kan vi ha´2 års bryllupsdag.

Dette er mit 2. ægteskab.

Jeg blev skilt fra mine børns far i 2019, en kærlig god mand som jeg nåede at fejre kobberbryllup med, og vi var i alt et par i 19 år. Jeg gik dengang igennem en sygemelding med stress, på baggrund af en håndværker på mit daværende job, der fik mig ind i et spind af kontrol, så jeg endte med at have sex med vedkommende. Jeg forsøgte at sige fra uden held… det blev mere og mere kontrollerende, og jeg endte til psykolog, og knækkede helt i frygt for, at han ville gøre alvor af de trusler, han sendte til mig om at skrive til min mand, og få mine børn fjernet..

Jeg kæmpede, men var ødelagt.. vores ægteskab var virkelig på prøve… indledte herefter et forhold til min bedste ven… og dette varede i 1,5 år, inden jeg måtte give op, og give slip på mine børns far. Fuld af skam og skyld, han fortjente bedre, end en kone der lod sig udsætte for overgreb, og efterfølgende havde brug for bekræftelse andetsteds…. og jeg kunne ikke se mig selv i øjnene.

Skilsmissen forløb ok, taget i betragtning af at vi havde ejendom der skulle sælges + tre børn.
Efterfølgende blev forholdet til min ven (affæren) seriøst, og vi blev officielt kærester. Flyttede sammen året efter, og i 2022 købte vi sammen en ejendom, med plads til hans og mine børn der boede i 7/7 ordning.
Han har altid været en ´tydelig´ person. Ingen er i tvivl om, at han har kant og karakter, og det er der blevet grint lidt af. Hans temperament er også til at få øje på, men jeg har gennem alle årene som venner tænkt, at det kunne jeg sagtens rumme! Som kærester, gik det stille op for mig, at han ofte havde brug for den her, kontrol. Små bitte ting, som jeg i starten blot tænkte “nå ja ja, pyt” . Vi blev gift i 2023.

.. og nu sidder jeg her… i min lejlighed.
Med en krop, der er på overarbejde. I ca 4 måneder har jeg ikke følt, jeg kunne få luft, fysisk. Var ved lægen der tjekkede blodprøver, EKG, lyttede på mine lunger, infektioner osv…alt var normalt. Men, mit hjerte hamrede af sted.

Er sygemeldt med belastningsrelateret stress, efter min læge, og en psykolog, sagde: “der sker en af to ting, hvis du ikke stopper op, og bryder ud af det der…enten får du hjerneblødning, eller et hjertestop, det ender med kollaps!!”…

Jeg havde/har tabt mig 21 kg over de sidste 2 måneder, appetitten kæmper jeg med, hukommelsen er en by i Rusland.
Jeg fik mere og mere øjnene op for, at det her ikke var et sundt forhold.
Jeg har fortrængt meget, men vil prøve at genfortælle … (og lige nu, i dette sekund, reagerer kroppen blot ved at jeg vil skrive eksempler…)

Jeg blev beskyldt for at forskelsbehandle børnene… at jeg ikke gad hans børn lige så meget som mine egne. Jeg forsøgte ofte at foreslå parterapi/ familieterapi, hvilket han nægtede at stille op til. Jeg forsøgte med familiemøder, hvor han sad med tilbagelænet krop, og arme over kors… og dermed 5 børn der intet ville sige.. Stillede jeg spørgsmål om, hvornår han kom hjem/eller var henne, fik jeg ikke altid et pænt svar. Nogle gange var det beskyldninger om, at jeg var kontrollerende, og om jeg “kraftedme snart også ville ha gps i hans bil!?” …

Jeg har fået skæld ud over at bruge for mange te-skeer: “så mange teskeer kan du da vel for fanden ikke bruge til at lave kaffe!??”… han kunne kommentere på, hvordan jeg fyldte opvaskemaskinen… jeg måtte ikke bruge tørretumbleren, fordi “det koster penge hver fucking gang!” (hans datter på 16 måtte gerne bruge den, når hun var hjemme fra efterskole)

Jeg måtte ikke have for meget lys tændt, og var jeg på toilettet, slukkede han lyset uden for på kontakten, så der kun var lys i den del af badeværelse,t hvor toilet/vask var – for det var jo ikke nødvendigt med lys ved bruseren..

Jeg skulle spørge om lov til at tage et stykke tyggegummi, når vi var i hans bil… havde jeg en pakke i min bil, og vi kørte i den, så tog han bare.

Han vaskede aldrig tøj, men kunne kommentere på hvordan/hvornår osv jeg gjorde det.

Ofte endte helt almindelige undrende spørgsmål fra min side sig til at blive blæst op til diskussioner, hvor han kunne trække emner/ting ind i samtalen helt uden kontekst, og så jeg tilsidst efter 2 timers massiv diskussion sad forvirret tilbage, opløst i tårer og angstanfald. Og dem, fik jeg flere og flere af. Lyden af hans bil gjorde, at jeg slet ikke slappede af, hurtigt tjekkede om alt var som det skulle være, og efterfølgende gik på æggeskaller for at undgå at sige eller gøre noget forkert. Var jeg træt, fik jeg at vide jeg lignede “en sur kost”. I diskussioner har han kaldt mig både fucking egocentreret kost/kælling/prinsesse… fuck dig, og flere gange sagt at han kraftedme bare ku gå på borger dk for at søge skilsmisse…

I starten tiggede og bad jeg, sagde undskyld, vendte tingene indad, for fredens skyld.. Imens jeg bare fik flere angstanfald, og migræneanfald. Søvnløse nætter, vægttab, og var på mit job udsat for en udadreagerende borger – der også kostede en uge hjemme – samt i maj 2024 fik jeg en adhd diagnose.
Han har tydeligt sagt, at “alt fandme drejer sig om dig dig dig dig…..” og at jeg var til at brække mig over, og at alle vi andre er pisse trætte af at høre om dit fucking arbejde og dit adhd!
Der har naturligvis også været gode stunder. Med smil, grin, og dejlig sex. Han har ubetinget lært mig meget om mig selv/min krop, min seksuelle udstråling….Drømme om at vores venskab blev til kærlighed, hus, fælles fremtid… drømme..

Men… Alle de hårde ord, de små kommentarer… hans forklaringer der ikke altid helt har holdt vand (er stadig i tvivl) om, hvor han var, når han var på vej hjem fra arbejde… diskussionerne der kunne eskalere med, at han knaldede en hånd i sofabordet, og råbte så højt mine ører klikkede…

Hans datter (16) har i telefonen til en veninde sagt at hun synes jeg var en fucking autist, og at hun ønskede mig død! (denne samtale overhørte min datter på 14, hvilket medførte mistrivsel i 2 måneder, inden jeg fandt ud af, hvad hun havde hørt… da jeg konfronterede min mand, var der ingen reaktion… da jeg gik til (hans) datteren og sagde at det på ingen måde var acceptabelt, var det som vand på en gås. Hun ligner sin far, og det er ikke på de gode sider).

Jeg fik engang et møgfald over at have brugt 1 kr på en sms tjeneste… han kunne se det på mobilregningen. det var “princippet!”… jeg skulle ikke bruge penge på fucking lort, det kunne vel ikke være så svært at forstå. (det var en sms konkurrence om et gavekort til en trælast, …til ham… men det var han ligeglad med)
Han har kaldt mine (og egne) børn for små egoistiske røvhuller…

Bad jeg om hjælp til det huslige, fik jeg det ikke.
Han har arbejdet fra 5.30 og var hjemme igen 17.30… satte sig med fb på mobilen, og så stod jeg i køkkenet… lavede mad… handlede ind…. gjorde rent…
Han har lavet meget udenfor på den ejendom, vi har sammen, og han er god til sit fag. Vellidt, hjælper alle mennesker, knokler, er flittig, er kendt som ham man kan regne med når der er brug for en til at knokle/praktisk osv…

I bund og grund, har jeg en stor kærlighed til ham… de gode sider altså..

Jeg kunne bare ikke mere… Var ødelagt, af at græde mig selv i søvn, vidste ikke hvornår han var i godt humør, eller om det ville vende inden solen gik ned.
Ville jeg gerne holde i hånd, putte i sofaen, kysse eller lignende…. var det 50/50. Enten var det ok, eller også kunne han sige “ikke lige nu, sidder lige så godt” “vi skal ikke knalde idag” “vi behøver vel ikke sidde lårene af hinanden”…. jeg vidste aldrig helt, hvornår der kom en afvisning..

Følelsen af, at diskussioner blev vendt, så det var mig, der var problemet. Han har aldrig sagt undskyld. Det var mig der var for følsom, og skulle trække vejret. Når jeg til sidst begyndte at hyperventilere og få et angstanfald, kunne han sige “….hva så……”, og jeg kunne bede om at blive holdt om, andre gange kunne han godt se, at jeg skulle ha et kram.

Følelsen er nu…. her… i min lejlighed: Skyld, skam, tvivl, ked af det, uoverskuelighed og stadig ingen søvn…stadig vægttab…. bekymringer… var det mig, er det mig, der er forkert?…
Mit indre kompas er fuldstændigt gået fløjten.

Fra den dag, jeg sagde til ham, her i starten af januar, at nu kunne jeg ikke mere… at jeg var syg, og hans vrede og diskussioner og ord om at jeg er en egoistisk kælling har ødelagt mig, og at jeg ville se, om jeg kunne flytte og finde et andet sted til mig og min datter……. til nu, gik der 11 dage… så sad/sidder jeg her.. 11…dage. !

Mit hoved, mit hjerte, mig…. jeg kan ikke følge med.

Han støttede mig og sagde, det var godt jeg ville passe på mig selv, var omsorgsfuld, holdte mig i hånden.. kyssede… den aften jeg sagde jeg nok ville flytte, havde vi sex.. dagene efter gik ok.. frem mod flyttedatoen, hvor vi skændtes aftenen før… i det næsten tomme hus, for alle mine møbler osv var jo flyttet… Den aften faldt jeg igen i søvn, ked af det, vred, skuffet, knust, tom.. den sidste aften sammen.

Igen… NU = skyld, skam, var  jeg forkert…var det mig, der VAR problemet.. Gav jeg op!? Og hvordan finder jeg ud af, om det skal være skilsmisse/seperation, eller om der er håb… Fornufthjerne og hjerte kæmper en ulige kamp…

Jeg har virkelig brug for jeres tanker.

Hilsen Kat