Kære Karen

Tak for dit spørgsmål, som jeg tror rigtig mange pårørende vil genkende. For hvor meget skal man presse på? Og hvor tålmodig kan man være i sit venskab, når det er hårdt at se, hvad hun er udsat for?

Først – hvor er hun heldig at have dig som veninde, som hun har turde fortælle om det hun oplever med sin mand. Det er det allerførste og vigtigste skridt – at tale højt med nogen om det.

Det er selvfølgelig vigtigt at vurdere om hun og børnene er i akut fare. Du beskriver psykisk vold, men det er ikke ualmindeligt at flere andre former for vold også kan være i forholdet.

Jeg bliver selvfølgelig bekymret når du skriver at der er 3 børn i et hjem med psykisk vold. Vi ved at det kan være lige så skadeligt for børn at være vidner til psykisk vold, som selv at være direkte udsat for den. Jeg kender jo kun meget sparsomt til omstændighederne i denne familie, men vi har alle en underretningspligt. Hvis der er bekymring for børns trivsel skal vi gøre opmærksom på det. Man kan både lave en anonym og personlig underretning til den kommune de bor i. Så mærk lige efter i dig selv om du skal handle på noget i den forbindelse – jeg anerkender det kan være svært at vurdere. Så søg sparring hvis det vil være rart.

Frygter du for deres sikkerhed så skal du ringe 112, og/eller kontakte Lev uden Vold og høre om de ville kunne anbefale dem at komme i sikkerhed på et krisecenter.

Hvis du ikke vurderer det, så vil jeg anbefale at I to sammen opsøger hjælp og rådgivning til at løse hendes specifikke situation. Det kan enten være et familieråd med en fælles plan, en opringning til Lev uden Vold tlf. 1888, Mødrehjælpen, lægen, kommunen eller en anden hun kunne være tryg ved.

Hvis hun ikke ønsker eller tør dette aktuelt, så gå lidt ved siden af hende og find din tålmodighed frem. Ryk lidt tættere på hende, kontakt hende ofte og tjek op på hvordan hun har det, bare lyt og fordøm ikke hendes tvivl og frygt. Vi ved at det kan være afgørende, for at blive klar til at forlade volden, at have en ikke fordømmende tæt relation der bare er der, på den ellers ensomme vej det er at gå.

Det er samtidig en meget svær position du står i som pårørende, og det er også helt okay at du mærker dine grænser og trækker dig hvis du får brug for det. Måske kan du ligefrem være forbilledlig i at sætte sunde udramatiske grænser, når du mærker behov for det. Hvis du har brug for mere direkte sparring, kan du evt. kigge på Danners tilbud til pårørende (Sig det til nogen 1-3 samtaler.)

Pas på dig selv og jeg sender styrke din og din venindes vej.

Kærlig Hilsen
Sarah