Kære Lulutalk,
Jeg har netop slået op med min kæreste gennem ca 2 år.
Vi har ikke boet sammen, da vi begge har barn/børn fra tidligere forhold, og forholdet har også været lidt frem og tilbage med pauser/brud undervejs.
Vi mødtes oprindeligt gennem fælles bekendte og fælles interesser, så selvom jeg også var venner med hans ex, mødtes vi ikke gennem hende, og jeg har ikke kendt dem som et par.

Deres brud og relation har dog fyldt meget i vores forhold, og jeg har flere gange sagt fra over for hans måde at tale om og handle i forhold til hende, som jeg synes har været forvrænget, aggressiv og manipulerende, og jeg har også været nødt til at gå væk fra ham og relationen.

Ligeså mange gange er jeg dog efterfølgende blevet mødt af hans undskyldninger og fortrydelse, som har næret mit håb om, at han ville komme til fornuft, se sit bidrag til konflikten og dramaet og tage ansvar.
Jeg har følt, at han har lyttet til mig og respekteret mit perspektiv, men det har krævet et meget stort mentalt og følelsesmæssigt arbejde at blive ved med at holde ham på “ret kurs”.
Blandet med de dårlige oplevelser undervejs, har vi selvfølgelig også haft mange dejlige stunder med sjove fælles oplevelser, dybe samtaler og intimitet. Men det er som om, der har ligget en skygge på lur, som jeg også hele tiden har været på vagt over for.
Ved siden af de dramatiske episoder med diskussion og konflikt har der været perioder med afstand, hvor han har været utilgængelig og trukket sig fra mig og vores relation.
Senest valgte jeg derfor at holde op med at opsøge ham og presse på for at få kontakt, og da blev jeg mødt med anklager og bebrejdelser om, at jeg havde trukket mig, virkede irriteret på ham og sikkert havde fundet en anden.
Den reaktion fik mig til at sige endeligt fra, fordi jeg følte mig så dårligt behandlet og ikke respekteret – og fordi han slet ikke kunne se, hvordan mine følelser og adfærd skyldtes hans fravær og manglende investering i vores forhold og mig.
Først ville han ikke acceptere, at jeg slog op og foreslog nu, at vi skulle tage ud at rejse sammen, at vi skulle få et barn og inviterede mig på middag for at snakke om tingene. Jeg var i chok og ked af det – jeg havde jo lige slået op og følte, jeg havde gjort mig umage for at være tydelig og forklare hvorfor – og samtidig kunne jeg mærke sorgen over, at netop den imødekommende og tilsyneladende oprigtige side i ham havde været så langt væk, men måske var lige der…

Så det er hvor jeg står nu. Der er nu gået tre uger siden jeg slog op og indtil i går havde vi ikke været i kontakt i to uger. Nu rakte han ud for at sige tak for alt det, jeg har givet ham og den støtte, jeg har været for ham. Og igen bliver jeg ked af det og mærker savnet efter netop hans søde, bløde og elskelige side.
Men er det ikke netop en kamp, jeg ikke kan vinde? Altså kampen mod hans dæmoner, som han vil lade gå ud over mig og bruge som undskyldning for ikke at kunne være der for mig, lige så snart han igen møder modstand, hvad enten det er fra mig, hans ex eller noget andet?
Hvordan kan jeg finde afklaring og accept omkring bruddet og nødvendigheden af at gå væk fra den disrespektfulde adfærd og samtidig anerkende mit eget håb for, at det kunne have været anderledes?