Forvirret, så forvirret
Hej
Som overskriften indikere så er jeg så forvirret. Jeg lever i et forhold som er meget kontrolleret, jeg skal være på vagt hele tiden. Jeg tror det er psykisk vold ved det ikke, ved bare det er hårdt. Jeg ved med sikkerhed han har kørt gps signal, været inde og aflytte min telefon, læse mine beskeder. Haft en til at holde øje med mig, for han ved ting han ved ALT. Der er bestemt tøj jeg ikke skal tag på på arbejde, jeg må ikke sætte mit hår som jeg vil. Jeg kan ikke engang gå i bad selv. Og jeg skal aflæse ham hver dag så jeg holder ham glad, dette er ikke noget han siger men noget jeg ved jeg bliver nød til for vi få en god dag. MEN her kommer det der forvirre mig i mit hoved så meget, han har ikke været sådan altid, og vi har gode dage/uger hvor alt er godt, men tingene vender Altid tilbage. Hjælp er dette en normal følelse. Jeg har mange følelser der siger dette skal nok gå nå vi har gode perioder. Det skal nok gå hvis jeg bare gør de “små” ting for ham. Vi har hus og børn så jeg skal jo holde det ud ikke? Jeg vil ikke såre ham.
Svar fra Lulutalk
Hej kære du,
Der er ikke noget at sige til, at du synes det er hårdt at være i dit forhold, det lyder til at du er på virkelig hårdt overarbejde. Når ens hjem er et utrygt sted at være, så kommer kroppen aldrig helt i ro eller når at samle energi. Det er ikke bare hårdt, det er også utrolig usundt. Gad vide hvordan det føles at være i din krop? Andre beskriver det som om kroppen sitrer, og en følelse af at være konstant træt, at have svært ved at koncentrere sig, ofte at have hovedpine, at de har en dårlig fordøjelse og ondt i maven. Det er blot nogle af de normale fysiske reaktioner man kan få, når man befinder sig under så stort psykisk pres.
Du beskriver en meget stor grad af kontrol fra din partners side; aflytning, overvågning, kontrol af tøj, hvordan du sætter dit hår og ikke frihed til at gå i bad alene mm. og det siger mig at noget er helt galt. Intet menneske skal styre et andet menneske på den måde. Du skriver det selv, at han ikke engang behøver at sige det, men at du bliver nødt til at aflæse ham dagligt, og sikkert tilpasse dig og din væremåde for at gøre ham glad – så alle i familien får en god dag. Det er en smart strategi, for du har sikkert erfaring for hvad der ellers kan ske. Måske kommer der ellers dårlig stemning, flere konflikter, du eller børnene bliver der talt grimt til eller mistænkeliggjort? Alt sammen noget, som også går ud over børnene. Det er kun mine gæt og forestillinger, jeg kommer med ud fra alle de samtaler, jeg har haft med andre kvinder, der har stået i samme situation som dig. Så hvis det ikke er sådan for dig, så lad være at hænge dig i de eksempler. 🙂
Jeg hører samtidig, at selvom I har gode perioder kommer der altid et skift, til det dårligere. Den underliggende trussel om et skift ligger og lurer, så derfor behøver han ikke sige det. Du ved det og din krop ved det – og er på vagt. Du skriver at du i de gode perioder har en følelse af, at det nok skal gå, og her er det vigtigt at huske på at ja, det kan være at det går, men det lyder til at det kun er fordi du tilpasser dig ham og fordi du går på kompromis og sørger for, at han har det godt. Det lyder til at det er den pris du betaler, som det er lige nu.
Det mønster, med at det er dig der skal ændre dig, for at bibeholde den gode stemning, er et advarselstegn for mig om at han ikke tager ansvar for sig selv og sine handlinger og stemninger – men giver dig skylden. I et ligeværdigt forhold vil man forsøge at gå hinanden i møde og for det meste prøve at forstå hinanden og hvorfor man gør som man gør. Hvis det kun er den ene part, der altid skal tage ansvar for alt, er forholdet så ulige at jeg vil betegne forholdet som yderst usundt.
Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på et andet spørgsmål her til Brevkassen fra den 3/7-23 ”Er der tale om psykisk vold” hvor jeg beskriver en dynamik som du måske kan genkende, kom i hvert fald til at tænke på det, når jeg læser dit brev.
Det er helt normalt at opleve forvirring og tvivl på om det du oplever, er rigtigt, da han jo også har gode perioder. Og hvor er det godt at du tjekker ind i dette forum, og ikke bare at går rundt med de tanker alene. For det er nemlig en anden ting, at så mange føler sig helt alene og forkerte, i et forhold der er svært. Mange prøver at regne ud hvad der vil gøre ham glad, og går med en tvivl om ”hvad er min egen andel?”
Jeg tænker ikke at der er noget du kan gøre for at bibeholde den gode stemning, hvis ikke også han tager ansvar for situationen. Han skal selv tage ansvar for den mistillid, han viser dig ved at aflytte dig og kontrollere dig, og selv kigge på den usikkerhed der ligger under hans kontrollerende handlinger. Hans måde at behandle dig på, er under ingen omstændigheder acceptabel.
Jeg ved at det at have børn sammen og være en familie, kun gør det endnu mere svært at kunne mærke hvad der er rigtigt at gøre. For det handler ikke kun om dig og ham, men også om jeres børn. Men nej, jeg synes ingen skal ”holde ud” i et forhold som du beskriver, og det gavner på ingen måde jeres børn at være i de stemninger.
I er forbillederne for dem i forhold til, hvordan man behandler hinanden, og hvordan de senere skal gå ud i voksenlivet og være i parforhold.
Selvfølgelig vil du ikke såre ham, jeg kan høre du er et omsorgsfuldt menneske! Men som jeg forstår af dit brev sårer han dig ofte med sine handlinger, som det er nu. Det er nemmere sagt end gjort at forlade et forhold, der også indeholder noget godt, det ved jeg, men herfra lyder det dybt bekymrende det du skriver, og indeholder mange elementer af psykisk vold.
Det er indbegrebet og formålet med psykisk vold – at få den anden til at tvivle på egne oplevelser. Så bliv ved med at dele dine tanker med nogen du stoler på, og måske den vej kan du se din situation mere klart.
Alle de bedste hilsner
fra Ellen
Svar fra Bruger
Hvor rammer du bare plet med mange ting. Og tro mig jeg ved godt jeg er det helt forkerte sted. Men kan bare ikke komme over det step, hvor jeg skal sige nu er det nok. En lille stemme i mit hoved siger, hvad nu hvis jeg tænker forkert, er det ikke noget jeg kan leve med. Selvom jeg i mit hoved ved det lyder dumt og ved også hvad jeg kan leve med og ikke leve med. Men jeg gør bare ikke en skid ved det, og det ødelægger mig mere og mere kan jeg mærke. Tænker på det hverdag. Tænker hvordan mit liv vil være uden ham, Hvor jeg bare kan komme hjem og hygge med mine børn, uden at skulle give så meget af mig selv hele tiden. Drømmer mig også hen i fantasier, nå jeg lukker øjnene om aften kan jeg bare være i min egen verden.