Min kæreste og jeg har været sammen lidt over ét års tid. Vi bor sammen nu. Han er araber og jeg er dansker.
Det hele startede som en drøm, som langsomt er gået hen og blevet til et mareridt.
Hans jalousi er fuldstændig ude af kontrol.
Fx vi var ude at spise og jeg kiggede rundt i lokalet hvilket udløste at jeg kiggede på andre mænd og om jeg ikke hellere skulle sætte mig ved dem. Udover det, så siger han “det var godt det var danskere for hvis det havde været udlændinge, så havde han revet mig i håret og slået mit hoved ned på deres bord”.
Når han har ondt eller er frustreret, så skal jeg med det samme sige det er synd og hvis ikke det går efter hans hovede, så råber og skriger han. Han pakker sine ting, skubber til mig og kalder mig for ond osv.
Hans vredeudbrud er så voldsomme at han endda indirekte kaldt mig luder og at Jesus spytter på folks grave, som bliver brændt. Dette gælder så hele min familie.
Han mener jeg råber af ham ude i offentligheden og siger han skal holde kæft? Det synes jeg nu ikke. Jeg taler for højt og griner iøvrigt også for højt.
Jeg har prøvet at tage en samtale med ham, men det ender altid vredesudbrud. Han mistede sin syge mor for lidt siden og mener at han kan miste alt nu.
Dvs. også jeg.
Den anden dag kom min kollega og hun havde sin mand med hvilket ikke var i orden. For hvorfor skulle en mand komme ind i vores hjem?
Jeg havde købt slik og nu var den også gal fordi der var svin i.
Vi sover i øjeblikket ikke sammen, da han snorker fuldstændig sindssygt. Dette giver han mig også skylden for. Han mener ikke han kan gøre noget ved det og han gider ikke leve sådan her. Han mener jeg er respektløs fordi jeg ikke bare kan acceptere det.
Jeg er så ked af det og lider i forvejen af angst. Jeg kan ikke engang have en samtale med ham uden at han begynder med vredesudbrud, giver mig skylden for alt og ikke vil tage ansvar for noget. Er jeg for følsom? Kan ikke finde rundt i det her længere.

Maria Ændret status for at udgive 03/04/2024