Kæreste dig,

Du har været udsat for psykisk vold i i hvert fald 4 år – skriver du. Det er jeg oprigtig ked af at høre.  Jeg ved at det er en dyr pris for dig og din sundhed og trivsel at leve med vold.

Tak fordi du deler lidt af dit liv, omkring noget skamfuldt, som jeg ved mange andre, der har levet med vold har oplevet. Nemlig det at fysisk slå sin partner i frustration over de verbale nedladende, subtilt ydmygende ordstrømme der bare bliver ved og ved.

Du er ikke alene med de oplevelser – og heller ikke med de efterfølgende følelser af skam.

Du skriver selv, at i har været det her sted mange gange før, og det ingen vegne fører. Det er voldsomt udmattende og forvirrende at være i sådan en dynamik.

Den adfærd du beskriver, at han har overfor dig, lyder som en meget kendt psykisk voldelig strategi, som har til hensigt kun at skabe endnu mere tvivl indeni dig om hvorvidt du kan stole på dig selv og den virkelighed du oplever.

Strategien kan beskrives således:

Som oftest er det den, der udsættes for vold,  der gerne vil løse problemerne og kommunikere med sin partner når der er et problem i forholdet. Den der bruger vold vil derimod som oftest afvise dialog og samtale. Den voldelige part er ofte ikke ægte interesseret i at ændre sig, men mere optaget af at få ret i diskussionen og bestemme hvad den anden skal gøre/tænke/føle. Den der oplever vold , bliver altså afvist i sit forsøg på at blive hørt og i ønsket om at løse problemet. Og dermed er det reelt kun den ene part, der er interesseret i at tale om og ændre situationen.

I de forhold, hvor den psykiske vold udøves på en mere indirekte og passiv aggressiv måde, igennem nedladende og ydmygende toner, vil situationen ofte ende med en voldsom reaktion – IKKE fra den voldelige partner, men fra den der oplever vold brugt imod sig. Netop som du beskriver i jeres situation.

Dette fordi parten, der udsættes for vold ikke bliver hørt, og samtalen bevidst bliver afsporet, afvist og overtaget af den, der bruger vold.

Udbruddet fra den der udsættes for den psykiske vold, kan være af samme styrke som afvisningen. Altså hvis afvisningen til en samtale er total blokeret og den udsattes behov igen og igen negligeres, fordrejes eller at man ikke får et ord indført, kan reaktionen være voldsom. Det kan være i form af råben, skub, fysisk slag mod den person, der ellers er voldelig imod én.

Nogle fortæller at hvis de får lov at sige lidt – bliver lyttet lidt på – så kan reaktionerne være mindre.

Jeg kan næsten mærke den indre ophobning, du må have haft, hvilket til sidst gjorde at du rejste dig op fra gulvet og slog på hans krop for at få han til at stoppe. Du beskriver selv at hans kropsstørrelse er dobbelt så stor som dig, hvilket jo også kan føles skræmmende – altså ikke kun nedladende og ydmygende ord han vælter over dig, men også hans fysik? Dette billede hænger meget dårligt sammen med det billede han forsøger at skabe til sin familie, som ham der bliver slået af sin kæreste.

Reaktionen du oplevede med at din frustration blev til vrede og slag, lyder for mig som en total afmagtsreaktion. Hvis man over længere tid bliver lukket ned og ikke mødt i sit ønske om at kommunikerer, er desperationsfølelser helt naturlige. Og her er det vigtigt at skelne mellem, hvad der et mønster og hvad der er en afmagtsreaktion på det, der sker gentagne gange. Det lyder til, at din kærestes adfærd er et mønster, der gentager sig, hvilket også er det der kendetegner psykisk vold.

Selvfølgelig må man ikke slå et andet menneske – men det at glemme konteksten for, hvorfor man kan blive tirret, presset og manipuleret derud – er igen et greb, han benytter for at fastholde en dynamik, hvor han har magten og du skal ”makke ret”. Altså få dig til at føle dig som en krænker, sådan så han selv fremstår som offer for din vanvittige og helt utilregnelige adfærd. Din afmagtsreaktion lyder ikke som et mønster, men netop som afmagt.

Efter et sådant udbrud kan det typisk være, at den voldelige partner trækker sig, under påskud af at være helt rystet og såret over den andens opførsel. Deler dette med omverden, som i dit tilfælde med hans familie. Partneren kan være kold og afvisende i kort eller længere tid bagefter overfor den, der oplever vold imod sig.

På den måde bliver en desperat reaktion for at blive hørt, gjort til problemet af den der bruger vold, fremfor at få talt om det, der førte til den desperate reaktion – nemlig hans afvisning af at lytte og ville forstå dig.

Den der bruger vold fralægger sig altså al ansvar. Måske kan du genkende noget i den dynamik jeg beskriver?

På en måde får jeg lyst til at sige, at du slet ikke skal bruge din energi på at forsvare dig selv – for du har intet at skamme dig over. Du forsvarede dig selv. Du reagerede og ja på en måde du måske ville ønske var anderledes, det kan vi alle komme til – vi er alle mennesker. Det jeg forestiller mig er anderledes fra ham til dig er, at du måske kan kigge indad og at du sikkert kan sige undskyld for din del. Det forestiller jeg mig ikke at han kan? Men det er jo kun mine forestillinger …

Men samtidig kan jeg så godt følge, at det ikke er rart, ikke at vide hvad de tænker i hans familie hvis/når I skal ses. Måske er der én i hans familie, som du kender lidt bedre? En du føler dig lidt tættere på, en som også har set nogle af hans skjulte sider? … måske kan du dele lidt der. Ikke for at forsvare dig, men mere for at nuancere situationen, bare på tomandshånd, inden en evt. familiesammenkomst? Hvis du ikke har en sådan person i hans familie, så del det med dine egne venner og familie, for at høre hvad de tænker og hvordan de kan støtte dig i situationen.

En anden tanke jeg får, er at du bare skal eje det. Der er intet at skamme sig over. Så altså, hvis der bliver spurgt ind til om det er rigtigt, at du har slået ham – eller at du selv får mod til at bringe det op – kunne man sige noget som ”ja, det er rigtigt, jeg i frustration over ikke at blive lyttet til og bare blive talt ”på” i nedladende ordstrømme, slog på ham. Lille mig slog på store ham i frustration.”

Du skriver også, at I har et barn sammen. Jeg tænker at du sikkert gør alt hvad du kan for at beskytte dit barn imod alt dette. Samtidig ved vi, at børn oplever og opfanger meget mere end vi tror, og det at overvære og være en del af den psykiske vold, der sker i jeres hjem, igennem at mærke stemninger, subtile nedladende udsagn om dig osv. er meget usundt at vokse op. Dette skriver jeg ikke for at give dig dårlig samvittighed, men for at støtte dig og dit barn i, at I gerne må søge et bedre liv, hvor I ikke skal gå på æggeskaller eller hvor det kun er én person, der bestemmer hvordan stemninger må være i jeres hjem.

Du skriver ”alt er lort”- og at du har talt med Lev uden vold.

Det er godt at du taler med nogen og at du skriver herinde, for intet af det du skriver lyder trygt og sundt. Det er tit ved at tale med andre, at vi kan blive mere klare i hvad vi skal gøre, når vi er i en svær situation.

Pas rigtig godt på dig og dit barn, vi ønsker bedre for jer.
Kærligst fra Team Lulu, Ellen