Kære pårørende

Det at se én, man elsker, ændre sig til en skygge af sig selv, er så hårdt at se på, og en rigtig svær en position at stå i. Desværre er det ikke den samme opskrift, der gælder for alle.

Noget af det kvinderne igennem årene har fortalt mig, er hvordan det betød alverden ”ikke at blive opgivet”. Det at venner og familie blev insisterende på sidelinjen, på en ikke dømmende måde, var afgørende.

Men jeg hører dig spørge om: hvordan gør man så det?

Alle bevæger sig i forskellige tempo i livet. Det kan for en pårørende være soleklart, hvor dysfunktionelt et forhold er, og for kvinden der er i forholdet, kan der stadig være drømme og forhåbninger om forandring, som er med til at hun endnu ikke kan erkende hvilket forhold hun er i.

Når man står ved siden af, er tålmodighed og balancegang imellem at være direkte med det du oplever, og samtidig afventende og ikke kræve en handling af hende, afgørende for ikke at skubbe din veninde væk. Det kan være nyttigt at indtage en position af at være nysgerrig og undersøgende sammen med din veninde – om hvordan det er for hende – i stedet for at give dig selv til opgave at skulle over bevise eller påpege hans adfærd.

Men det at du tør sætte fokus på de svære ting, du ser og lytter til, er vigtig for at din veninde får mulighed for at reflektere selv. I et psykisk voldeligt forhold har udøveren ofte taget patent på sandheden, så det at du kan præsentere en anden oplevelse, vil være godt.

”Jeg synes det lyder vildt hårdt at han taler sådan til dig – hvordan har du det med det? Jeg ville selv blive ked af det.”

Måske hun forsigtigt kan reflektere sammen med dig, det kan være første skridt. At hun tør stilling til hans handlinger, og styrke sig selv derigennem.

Det vil være omsorgsfuldt hvis du kan forsikre om, at du er der – både hvis hun kommer frem til, at hun skal handle på situationen, som hun måske kan synes helt uoverskuelig, men også til at snakke og vende tanker med.

Forholdet kan være skamfuldt for hende, så spørg gerne ind til det når I ses. Ex. ”jeg har tænkt på det vi talte om sidst, og tænker jo på hvordan du har det – er det ok, jeg lige spørger ind til det?” Det giver hende også en mulighed for at takke nej – og det er vigtigt for, at hun ikke føler sig presset af dig. Det kan være, at det føles som et frirum for din veninde at mødes med dig – og hun ikke orker at tale om det lige den dag.

Jeg anerkender virkelig din svære situation, og får også lyst til at sige til dig, at du skal passe på dig selv. Du må gerne mærke hvad du vil og ikke vil i jeres venskab. Nogle gange kan relationen blive meget alvorlig og komme meget til at omhandle svære ting og mindre om alt det andet, jeres venskab sikkert også er. Hvis du som pårørende har yderligere brug for at vende tanker med fagfolk, kan du kontakte Lev Uden Vold på tlf. 1888 og tale om det at være pårørende til en voldsudsat.

Der er også udviklet en side til pårørende med generelle råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe, den finder du på:  www.stoppartnervold.nu

Jeg tænker at din veninde er så heldig at have dig. I erkendelsesfasen, som hun befinder sig i, kan det måske være hjælpsomt for dig at gå mindre med hjernen og mere med hjertet forrest ind i relationen til din veninde.

De bedste ønsker for jer begge.
Hilsen Ellen