Kære fortvivlede du.

Der kan være mange grunde til, at man bliver i tvivl om hvad det er man oplever i et parforhold, og du deler jo bare et lille udsnit af dit liv med os. Men på baggrund af det du skriver, får jeg tydelige billeder af en ubehagelig og respektløs tone fra din kæreste imod dig og dit barn.

Det lyder til at det er hans behov der kommer først, og hvis han ikke får dem dækket, så bliver han vred, voldsom og meget respektløs og grænseoverskridende i sin adfærd.

Jeg har hørt mange gange før, at når der kommer et barn ind i parforholdet, så kan tingene blive værre. Det der måske før føltes som mindre ting, man gik på kompromis med, bliver pludselig mere omfattende og hans reaktioner voldsommere og voldsommere. Noget af din opmærksomhed går jo nu til jeres barn, og det kan i nogle forhold være en del af forklaringen på et meget umodent reaktionsmønster, hvor han bl.a. pålægger dig al grund til hans opførsel.

Det lyder ikke til, at han er reelt interesseret i at vide hvordan du eller jeres datter har det, hvad I har lyst til eller ikke lyst til. Det lyder faktisk ikke som om, at dine tanker, følelser og meninger betyder noget for ham. Er det for groft sagt?

Ud fra din alder kan jeg regne mig frem til, at du også var forholdsvis ung da du mødte ham, og det med at blive voksen (og måske også mor i en tidlig alder – det ved jeg ikke om var gældende for dig) sammen med ham, kan gøre det ekstra svært at finde ud af hvad der sker. Jeg har talt med flere, der beskriver det som at deres identitet hang sammen med deres ungdomskærestes. At de ikke altid kunne mærke klart hvad de selv følte, fordi de siden en ung alder havde været vant til at være så meget ovre i deres kæreste, for at finde ud af hvad han følte og tænkte – så stemningen kunne forblive god. Kender du det?

Du beskriver at han især er vred over at du ryger, og jeg kan forestille mig at hvis du holdt op med det, ville der sikkert blive et nyt problem for ham ift. hvordan du er. Det kan give en følelse af, at det aldrig er godt nok eller at han aldrig bliver tilfreds. Måske tager jeg fejl. Du kan evt. prøve at tænke over, om der har været situationer hvor du er blevet lyttet til eller har fået en fornemmelse af, at I sammen fik talt godt om tingene. Og efter så mange år, skal der helst ikke kun være få situationer.  Det er helt ok at tage hensyn til hinanden, så længe det går begge veje. I et sundt forhold er det normalt, at der er plads til begges behov, at det er muligt at tale om uenigheder og også være uenige. Men det er ikke kun er den enes ansvar at sørge for den gode stemning, og hvis det er tilfældet, er det normalt at man helt kan miste sig selv og blive i tvivl om hvad der er op og ned i det man oplever.

En god måde at finde ud af, hvordan man selv har det, og hvad det er man oplever er netop at tale med nogen, skrive herinde på Lulu, læse andres oplevelser, lytte til andres oplevelser – så bliv endelig ved med det.

I eksemplet med din datter du beskriver, negligerer han at have givet jeres datter et blåt mærke. Der et voldsomt advarselstegn for mig og en potentiel glidebane, hvor tingene kan eskalere hvis ikke du flytter dig, eller han begynder at tage ansvar for sine handlinger. Faktisk viser alle undersøgelser, at vold eskalerer over tid.

Han kunne i stedet have taget ansvar som et ansvarsfuldt voksent menneske og f.eks. sige ”ja, jeg blev simpelthen for vred i går, det er jeg flov over og det skal aldrig ske igen”. Det er bekymrende det, du beskriver.

Det lyder faktisk til at være et skadeligt miljø for din datter at befinde sig i, og noget du skal tage alvorligt. Små børn er afhængige af, at de voksne omkring dem flytter dem væk fra noget, der er usundt.

Jeg vil virkelig anbefale dig at drøfte din situation videre med nogen. Lev uden Vold på tlf. 1888 kunne være en mulighed, du kan også læse lidt mere omkring børn og deres reaktioner på at leve med vold i deres opvækst, og måske blive klarere på din og din datters situation her:

https://moedrehjaelpen.dk/holdepunkt/viden-og-raad/boerns-reaktioner-ved-vold-raadgivning/

Vi sender jer de bedste tanker.
Team Lulu og Ellen