Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Lidt for at forklare min situation med min ‘kæreste’:
Jeg kan være bange for at tage ud, fordi jeg ved han bliver sur så snart jeg kommer hjem. Vil blive beskyldt for at være sammen med andre, kun tage ud for at søge opmærksomhed ved andre. Selvom jeg fortæller alle jeg snakker med, at jeg har en kæreste. Bliver derudover sur hvis jeg ikke svare meget hurtigt når jeg er ude, men kan selv gå flere timer uden at svare mig hvis han er. Har oplevet flere gange at mine venner bliver irriteret på mig, fordi jeg sidder for meget på min mobil og har sagt ‘’jeg gider ikke være sammen med dig, hvis du alligevel skal sidde og skrive til ham hele tiden’’, eller næsten ikke har ville invitere mig til ting.
Siger altid til mig at min prioriteret bare ikke er ham, og at jeg tydeligvis hellere vil være i byen, hvis ikke jeg tager tidligt hjem/tager hjem når han vil hjem. Var ude at fejre min venindes fødselsdag, og blev hele aftenen ved med at spørge om jeg snart ville tage hjem, allerede efter kun en time.
Omvendt kan han være ude til kl. sent, for han kan jo bare ringe til mig når han går hjem, så jeg kan tage over til ham og sove.

Får at vide han gerne vil kunne finde en han ville være stolt af at tage med hjem til familien, men det kan han ikke med mig, fordi jeg gør ting forkert. Da han så efter to år fortalte sine forældre om mig, blev det efterfølgende brugt som ‘’Du kan ikke tillade dig at være sur, jeg har fortalt mine forældre om dig, jeg har introduceret dig for min bror’’

Fortæller mig at jeg er meget overreagerende hvis jeg er ked af det. Har også som en ‘’joke’’ sagt at det er træls at høre på mig græde.

Tjekker min lokation, ville højst sandsynligt blive sur hvis jeg slog den fra. For det ville betyde at jeg ville gemme noget for ham, eller var sammen med en anden. Han siger han ikke har behov for at se billeder af at jeg er kommet hjem, men føler ikke han tror på mig før jeg har sendt et billede.

Kan selv sidde tæt med piger han har været sammen med før mig, poste billeder med dem, kalde dem ‘’skat’’ – men bliver sur hvis jeg siger det gør mig ukomfortable, fordi jeg ikke kan tillade mig at beskylde ham for sådan noget. Får også at vide ‘’men det er jo dig jeg sover med’’ og hvis jeg virker til at være sur så siger han ‘’så du vil ikke sove sammen med mig’’ og virker ‘’ked af det’’ indtil jeg siger at jeg selvfølgelig gerne vil.

Siger at jeg ikke tænker på hans følelser og er ligeglad med hvordan han har det, og siger ‘’bare fordi jeg ikke græder lige så meget som du gør, så tror du det er den eneste måde man kan være ked af det på’’

Kan dage, hvor jeg egentlig er glad, blive ved med at spørge ‘’hvad er der galt?’’ Og når jeg så siger jeg ikke er ked af det eller noget, blive irriteret over at ‘jeg ikke vil snakke med ham’

Fortæller mig at jeg ikke kan styre mit alkohol, at jeg drikker mig helt væk, og beskylder mig for at være fuld aftner hvor jeg ikke har rørt alkohol, eller siger han ikke vil sove med mig når jeg har drukket. Skal altid kommentere på at jeg går klædt udfordrende, hvis jeg har noget bare en smule tætsiddende på. Jeg tør ikke tage bestemte outfits på, fordi jeg ved jeg vil få kommentere på det.

Jeg er bange for at sige noget forkert, fordi hans humør kan ændre sig på 0,5 fra at være glad, holde om mig, til ikke at ville ligge i samme seng som mig mere. Hænger altid fast i, hvis jeg har sagt et ord eller en sætning ‘forkert’, for at det så kan passe på det han tror, i stedet for at lade mig forklare hvad jeg egentlig mente.

Tror ikke på mig når jeg siger jeg kun vil ham, at jeg elsker ham og ikke vil nogen andre. Vil altid tage andres ord for gode, og ikke tro på at jeg siger sandheden.

Vil ofte have pauser fra mig, fordi han ikke kan klare alt det drama jeg skaber og han har brug for ro, til lige at tænke over om han egentlig vil være sammen med mig. Går dog aldrig lang tid uden at sige at han gerne vil give mig en chance.

Kan være bange for at sige nej til at være intim sammen med ham, hvis jeg siger nej kan jeg blive mødt med ‘’Er det fordi du allerede har været sammen med en anden i aften?’’ Eller kan sige ‘’det er så nederen at du vil gøre alt med alle andre, men du ikke vil gøre noget med mig’’

Beskylder min opvækst på, at jeg er som jeg er som person, at det er fordi jeg er blevet behandlet dårligt som barn, og derfor skal søge den opmærksomhed jeg ikke fik, fra alle andre jeg kan komme til. Jeg har diagnosticeret spiseforstyrrelse og borderline, og han er den første jeg nogensinde har kunne snakke med de ting om. Han gør meget for at prøve at sætte sig ind i det, og forstå mine problematikker. Han ved at min største frygt er at folk forlader mig, og at jeg har behov for meget reassurance, og det er jeg også bange for kan blive for meget for ham, og at det derfor er mig der kræver for meget. Jeg er kun 24, og er altid bange for at jeg aldrig vil kunne finde en der vil kunne acceptere alle mine problematikker, eller holde af mig så meget som han gør.

Han er den sødeste og mest forstående når jeg kan snakke om mine problemer. Siger altid ‘’at jeg er den smukkeste i hele verdenen’’ eller andre komplimenter. Jeg tror ikke på at han gør nogle af tingene med hensigt på at gøre mig ked af det, eller gøre mig ondt, for han vil også altid trøste mig hvis jeg græder, og han ville aldrig kunne finde på at skade mig fysisk. Er det mest charmerende menneske overfor alle der møder ham, og har haft mig med ude med sine venner før. Jeg er bange for at det rent faktisk bare er mig der gør alle tingene forkert, det er mig der overreagerer, eller bare oprigtigt ikke er god nok til ham.
Jeg beklager hvis brevet er lidt langt, håber det er ok

Maria Ændret status for at udgive 01/12/2023