Hej Tina
Jeg genkender helt igennem den følelse af at man ikke kan være i det længere. Når en man elsker køre en så langt ned og ud, så kommer der ofte et tidspunkt hvor man ikke kan holde til det længere. Jeg vidste ikke at det var psykisk vold, som jeg levede i, og jeg boede i et samfund der var meget lille og alle kendte alle. Min eks er en der i lokal samfundet er en ihærdigt, ustoppeligt handlingsmand. Som ud ad til virker som en verdens mand der har styr på det hele og derfor også er ret respekteret. Og flere er afhængige af det arbejde, som han kan tilbyde igennem sin virksomhed. Jeg derimod er tilflytter og har ikke den samme store omgangskreds eller fortid med de mennesker omkring os. Så da jeg mistede grebet, var jeg alene. Ingen der forstod, eller jeg kunne sige det til. Jeg har ofte kørt af sted i min bil, på små mørke landeveje med lysten til at dreje lidt ekstra på rettet. Jeg havde følelsen af, at der aligevel ikke var nogen der ville savne mig og der nok også ville gå noget tid inden folk ville mangle mig. Det er meget hårdt at være i og meget frygteligt, at have så mørke følelser alene. Jeg har det stadig hårdt i livet, men har vendt kampen til at vise omverden, at det ikke er mig der er den forkerte, og jeg vil have det bedre, jeg vil skabe et liv, hvor hans uhensigtmæssige adfærd ikke længere vinder over mig og min ret til et godt liv. Jeg har valgt at kæmpe for mig, mine børn og retten til at blive hørt og forstået. Så jeg vælger livet til fordi det er jeg værd, det er alle værd. Og så vil jeg være med til at bryde tavsheden, vold skal italesættes…. Ingen skal gå igennem det alene
vh Sille