Kære brevkasse

Jeg er for ca. 2 år siden blevet skilt fra min eks mand, som jeg i dag kan se har været meget kontrollerende, talte altid dårligt om mig og var ofte vred både på mig og børnene. Da vi boede sammen, var han aldrig særlig interesseret i mig andet end at fortælle om alt det der var galt med mig. Han hjalp sjældent til hjemme og gad ikke rigtig engagere sig i vores to børn. Han var ofte den, der gjorde de sjove ting sammen med dem, men kun når det passede ham. Og han var altid særlig god til at lege med dem og være den sjove, når vi havde gæster eller var ude. Når vi var hjemme var han enten ikke hjemme eller skide sur og træt og der emmede af dårlig stemning i hele huset.

Efter nogle hårde år, hvor det ligesom bare blev værre og værre, var jeg til sidst kun en skygge af mig selv. Lige meget hvad jeg gjorde var det forkert. Jeg fik dog kræfter og mod til at søge hjælp og fandt ud af at jeg måtte væk. Jeg var hundeangst for hans reaktion. Jeg endte med at tage hjem til noget af min familie og jeg tog børnene med mig. Herefter var der et langt og voldsomt forløb da han blev meget truende og voldsom, da jeg ville skilles. Han har gjort alt han kunne for at jeg fik så lidt som muligt fra vores fælles hjem. Han var samtidig meget hurtig til at finde en ny kæreste som børnene skulle forholde sig til.

Nu har vi endelig landet en aftale i forhold til børnene, som i dag er 7 og 11 år. Jeg er så småt ved at finde vej i en ny hverdag.

Det rigtige svære og grunden til jeg skriver er, hvad jeg skal gøre i forhold til mine børn. Vi har i dag en 7-7- ordning og fælles forældremyndighed. Jeg har forsøgt at få dem mere, men lige nu er det sådan det er. Det svære er alt det mine børn kommer hjem og fortæller mig, og alt det jeg hører, han involverer dem i.  Jeg kan høre på mine børn, at han åbenlyst kritiserer mig, at han siger til dem at det er min skyld vi er skilt, at jeg var doven, han spørger dem om deres mor stadig er en skør kælling osv. Han siger at det er mig der ikke vil have, at vi er en familie og at jeg kun er ude på at gøre børnene og ham kede af det.

Herudover kan jeg også høre at han ofte fortæller dem, hvad de skal tænke og føle. Min ældste søn sagde en dag: Hjemme hos far er det kun tøser der græder. Ligesom dig mor.

Jeg er også begyndt at lægge mærke til at især min ældste tester mig. Han kan fx finde på at sige, at jeg er doven, at jeg ikke er interesseret i ham og hans søster og at jeg kun tænker på mig selv. Det siger han ofte, hvis der er noget han ikke må, eller noget jeg ikke lige kan hjælpe ham med. Jeg ved godt at de ord ikke er hans. Det er fuldstændig som at høre min eks. Men jeg bliver så ramt, vred og ked af det, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, når de siger sådan noget. Eller når min datter kommer hjem og fortæller, at far har arrangeret en tur i en af mine uger. Selvom vi har en aftale, som er klokkeklar, så bryder han den jævnligt ved at love børnene noget i mine uger og ved at sige det skal I bare spørge mor om. Og så er det mig der skal fortælle at det ikke kan lade sig gøre. Og så er jeg den sure og hende der ikke vil samarbejde. Der er mange af de her både store og små beskeder til mig fra min eks -via mine børn.

Jeg bliver ind i mellem så desperat og kommer nogle gange til at sige hvad jeg mener om deres far imens børnene er der. Bagefter fortryder jeg, ikke at jeg ikke mener det. Men jeg ved jo godt at det ikke hjælper mine børn at jeg bliver ligesom ham. Men jeg synes det er så svært og uretfærdigt med alle de løgne han fortsætter med at udsætte børnene for. De bliver så forvirrede.  Jeg bruger stort set de første 2 til 3 dage på at få dem landet når de kommer fra ham. De er både kede af det, og søger ofte trøst, men de er også vrede på mig og skubber mig væk. Det svinger hele tiden, især de første dage. Selvom jeg kan se hvor svært det er at være dem, bliver jeg i tvivl om jeg hjælper dem godt nok.

Så er der nogle gode råd til hvordan jeg håndterer mine børn når de kommer fra deres far, hvad jeg kan sige til dem når de kommer med budskaber fra deres far ? Jeg er godt på vej, men kunne godt bruge lidt råd.

Kærlig hilsen

Mia 38 år ( en træt mor)

Anonym Besvarede spørgsmål 2 timer siden