Min eks kritiserer mig gennem mine børn
Kære brevkasse
Jeg er for ca. 2 år siden blevet skilt fra min eks mand, som jeg i dag kan se har været meget kontrollerende, talte altid dårligt om mig og var ofte vred både på mig og børnene. Da vi boede sammen, var han aldrig særlig interesseret i mig andet end at fortælle om alt det der var galt med mig. Han hjalp sjældent til hjemme og gad ikke rigtig engagere sig i vores to børn. Han var ofte den, der gjorde de sjove ting sammen med dem, men kun når det passede ham. Og han var altid særlig god til at lege med dem og være den sjove, når vi havde gæster eller var ude. Når vi var hjemme var han enten ikke hjemme eller skide sur og træt og der emmede af dårlig stemning i hele huset.
Efter nogle hårde år, hvor det ligesom bare blev værre og værre, var jeg til sidst kun en skygge af mig selv. Lige meget hvad jeg gjorde var det forkert. Jeg fik dog kræfter og mod til at søge hjælp og fandt ud af at jeg måtte væk. Jeg var hundeangst for hans reaktion. Jeg endte med at tage hjem til noget af min familie og jeg tog børnene med mig. Herefter var der et langt og voldsomt forløb da han blev meget truende og voldsom, da jeg ville skilles. Han har gjort alt han kunne for at jeg fik så lidt som muligt fra vores fælles hjem. Han var samtidig meget hurtig til at finde en ny kæreste som børnene skulle forholde sig til.
Nu har vi endelig landet en aftale i forhold til børnene, som i dag er 7 og 11 år. Jeg er så småt ved at finde vej i en ny hverdag.
Det rigtige svære og grunden til jeg skriver er, hvad jeg skal gøre i forhold til mine børn. Vi har i dag en 7-7- ordning og fælles forældremyndighed. Jeg har forsøgt at få dem mere, men lige nu er det sådan det er. Det svære er alt det mine børn kommer hjem og fortæller mig, og alt det jeg hører, han involverer dem i. Jeg kan høre på mine børn, at han åbenlyst kritiserer mig, at han siger til dem at det er min skyld vi er skilt, at jeg var doven, han spørger dem om deres mor stadig er en skør kælling osv. Han siger at det er mig der ikke vil have, at vi er en familie og at jeg kun er ude på at gøre børnene og ham kede af det.
Herudover kan jeg også høre at han ofte fortæller dem, hvad de skal tænke og føle. Min ældste søn sagde en dag: Hjemme hos far er det kun tøser der græder. Ligesom dig mor.
Jeg er også begyndt at lægge mærke til at især min ældste tester mig. Han kan fx finde på at sige, at jeg er doven, at jeg ikke er interesseret i ham og hans søster og at jeg kun tænker på mig selv. Det siger han ofte, hvis der er noget han ikke må, eller noget jeg ikke lige kan hjælpe ham med. Jeg ved godt at de ord ikke er hans. Det er fuldstændig som at høre min eks. Men jeg bliver så ramt, vred og ked af det, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, når de siger sådan noget. Eller når min datter kommer hjem og fortæller, at far har arrangeret en tur i en af mine uger. Selvom vi har en aftale, som er klokkeklar, så bryder han den jævnligt ved at love børnene noget i mine uger og ved at sige det skal I bare spørge mor om. Og så er det mig der skal fortælle at det ikke kan lade sig gøre. Og så er jeg den sure og hende der ikke vil samarbejde. Der er mange af de her både store og små beskeder til mig fra min eks -via mine børn.
Jeg bliver ind i mellem så desperat og kommer nogle gange til at sige hvad jeg mener om deres far imens børnene er der. Bagefter fortryder jeg, ikke at jeg ikke mener det. Men jeg ved jo godt at det ikke hjælper mine børn at jeg bliver ligesom ham. Men jeg synes det er så svært og uretfærdigt med alle de løgne han fortsætter med at udsætte børnene for. De bliver så forvirrede. Jeg bruger stort set de første 2 til 3 dage på at få dem landet når de kommer fra ham. De er både kede af det, og søger ofte trøst, men de er også vrede på mig og skubber mig væk. Det svinger hele tiden, især de første dage. Selvom jeg kan se hvor svært det er at være dem, bliver jeg i tvivl om jeg hjælper dem godt nok.
Så er der nogle gode råd til hvordan jeg håndterer mine børn når de kommer fra deres far, hvad jeg kan sige til dem når de kommer med budskaber fra deres far ? Jeg er godt på vej, men kunne godt bruge lidt råd.
Kærlig hilsen
Mia 38 år ( en træt mor)
Svar fra Lulutalk
Kæreste Mia
Mange tak for dit brev. Der er ikke noget at sige til, at du er træt – for sikke et arbejde, du har været, og stadig er, på. De beskrivelser du kommer med, kan jeg virkelig genkende i de mange mødre, jeg har talt med gennem årene. Du står langt fra alene med de bekymringer, udfordringer og ej heller med træthedsfølelsen!
Det lyder til, at du er godt på vej. Men nu hvor du ikke er sammen med børnenes far længere og dermed ikke direkte får hans kommentarer, går de gennem børnene. Det kan være så pinefuldt at være vidne til, og ofte give en følelse af magtesløshed.
Hans strategi med at gå igennem børnene skal gøres uinteressant. En måde kunne være at hver gang børnene kommer med noget, der har med jeres samarbejde at gøre, som dit eksempel med at han har planlagt en tur i dine uger, kunne jeg anbefale dig at forsøge dig med at tage opgaven fra dine børn. Sige noget ala: ”ok, jeg kan godt høre at far siger, at det skal I tale med mig om, men det er os voksne, der skal aftale de ting, så jeg skal nok selv tale med far”.
Det kan lyde overskudsagtigt, og indeni nok føles ubehageligt for dig, men børnene skal frigøres for den opgave. Og ja, du bliver den ”sure mor”, der skal holde på de aftaler I har fastlagt. Jeg vil gætte på, at din erfaring med at begynde at bytte rundt og indgå dialog med ham, kun bliver mere besværligt og pludselig ikke med børnene i fokus? Måske?
Hvis du har en god erfaring med at I ligeligt kan påvirke samarbejdet, så kan du være langt mere fleksibel. Men med det billede du beskriver af dynamikken, virker det til, at det er ham der alene vil bestemme, uden respekt for dig og dine planer.
Jeg kunne anbefale dig at kommunikationen med børnenes far sker pr. mail, og i det man kan kalde for et værdineutralt sprog. Han skal ikke kunne mærke dig, du skal ikke fortælle ham, hvordan du føler (irriteret, vred, ked) men holde dig til fakta. Ala: ”jeg kan forstå på børnene, at du planlægger tur med dem i en uge, de er ved mig. Det kan ikke lade sig gøre, vi har fastlagt samvær som henholder mig til skal overholdes. Hvis du har et ønske om at bytte enkeltstående dage, så skriv gerne til mig her, således børnene ikke skal være budbringere”. Det sidste skal du kun skrive, hvis du tænker, at du kan samarbejde således med ham.
Du beskriver hvordan børnene kommer hjem med grimme udsagn om dig, altså deres fars budskaber. I familier hvor der har været vold forskydes magtdynamikken. Det bliver én, der har magten, og de andre der skal indordne sig – sagt meget enkelt, for noget der slet ikke er enkelt. Men det vigtige er, at den dynamik ikke fortætter nu, hvor I ikke er sammen.
Du skal mærke hvor du står, hvad du synes, hvilke værdier er vigtige for dig, at dine børn skal opvokse under. Du skal fokusere på at være den forældre, du gerne vil være og du må gerne mene noget – også noget helt andet end deres far. Det er et vigtigt stykke arbejde, du skal gøre og en del af at generobre en del af dig selv, efter dette dysfunktionelle forhold.
Du har en opgave i at være med til at nuancere børnenes meget sort/hvide billede af dig, af dem selv og af verden.
Når din søn f.eks. kommer med udtalelsen “Hjemme hos far er det kun tøser der græder. Ligesom dig mor.” ville en måde at nuancere det udsagn, uden at gøre ham forkert, være at sige: ”her hos os må alle græde, hvis man er ked af det, man kan faktisk også græde hvis man er glad. Vidste du det?”
Hvis de kommer med udsagn som at du er doven, skør kælling, osv. higer de på en måde efter at høre din stemme, hvad mener mor ? Tør mor sige far imod? Så det med at give dem din virkelighed ala: ”Jeg kan ikke lide at blive talt sådan til – her hos os taler vi ikke sådan til hinanden. Hvis du synes jeg er dum, så fortæl mig om det, men uden at kalde mig grimme ting.”
Så det vigtige er ikke at gøre dem forkerte – men korrigere udsagnet, de prøver af på dig.
Du kan også vælge at tale om dine børns tanker og følelser, ved fx. at spørge om ”hvordan var det for dig, da far talte grimt om mig?” På den måde siger du ikke noget om din eks, men spørger ind til dine børns følelser og oplevelser.
Det med at du kan komme til at sige noget grimt om deres far – tilgiv dig selv for det. Tænk hvor meget og hvor længe, du har skulle holde din stemme inde. Men ja, det er godt, du tænker over det, det viser mig, at det ikke sker ofte. Ved at du netop er opmærksom på det, viser du også dine børn en anden vej end at falde ned på din eks’ niveau. Det er ikke nemt, men det er klogt og du minimerer dine børns følelsesmæssige dilemmaer ved ikke at gøre som ham.
Du beskriver hvordan børnene de første 2-3 dage hjemme hos dig efter de har været ved deres far, er vanskelige. Det ved jeg, at næsten alle skilsmissefamilier kan genkende. Det der dog adskiller sig ved en familie, hvor der ikke bare er en skilsmisse, men hvor der har været vold er, at børnene kan have ekstra brug for at give slip på frustrationer og følelser, de har måtte holde inde. De kan både have holdt alle deres følelser inde, de kan have oversamarbejdet med deres far, de kan også have hygget sig og måske også været bange. Det er så dig, der får alle de følelser og reaktioner, de måske har holdt inde imens de var ved deres far. Det er benhårdt arbejde – det medgiver jeg dig.
Bedste råd er at forberede dig inden så du ikke skal bruge tid på indkøb, madlavning mm. Du skal forsøge at give dem faste rutiner, masser af omsorg og genkendelighed. Det får krop og sind til at slappe af. Det at holde fast i de grænser du altid har, selvom de måske kæmper imod er vigtigt. Så det at omsorgsfuldt fastholde rutiner ” vi skal børste tænder som vi altid skal, kom så skal jeg hjælpe dig”. Det kræver en stor portion rummelighed og tålmodighed af dig, men det kræver også en tydelighed hvor de kan mærke dig.
Den del ved jeg fra mange kan tage tid at finde ro i, da volden ofte sætter spor med tvivl om ens dømmekraft er god nok, og om man kan stole på sig selv. De bedste at gøre er at spare med andre hvis du bliver i tvivl. Hvad tænker de om din dømmekraft i en give situation ? Brug familie og venner som du ikke føler dig kritiseret af – det er det vigtigste, at du føler dig tryg i den relation du spørger. Ellers kan du også forsøge at bruge chatten her på siden til at spare med andre mødre, der måske kender til det at tvivle om man gør det hele godt nok …
Jeg ønsker dig og dine børn masser af gode trygge stunder sammen, og sender dig spandevis af mor-energi-opmuntring.
Kærligst fra Ellen
Svar fra Bruger
Tak for det svar. Vi er alt for mange om at dele den skæbne…. det er trist men en trøst alligevel.
Man kan dog blive så bekymret for sine børn og den psykiske vold de udsættes for. Fordi at far taler grimt om mor til dem ER psykisk vold.
Mit hjerte græder.
Svar fra Bruger
Jeg er i samme situation og har lige læst bogen som der hedder “Hjælp barnet ud af narcissistens magt” skrevet af Berith Siegumfeldt. Det har fornyet min fighterånd og jeg føler mig mindre fortabt ifht. at støtte mit barn.
DIT SVAR
Det vil blive gennemgået inden længe.
