Det kan også føles underligt trygt at blive:

Berits fortælling om at leve i et voldeligt forhold i mange år.

Berit møder hendes mand på arbejdspladsen, hvor de bliver forelskede og hurtigt finder sammen. De bliver gift og får en datter sammen, og i mere end 20 år lever Berit i et almindeligt og godt middelklasseliv – udadtil. Men bag facaden er deres ægteskab præget af psykisk og fysisk vold i alle årene.  

For Berit er der en lang række forhold, der fastholder hende i det voldelige forhold. Det primære hensyn er børnenes ve og vel. Så er der det etiske, ansvar for ham. Der er det sociale, hvad sker der med netværket, bakker de op? Der er de økonomiske hensyn, der er det juridiske aspekt og så er der den psykologiske vold, der gør det endnu sværere at handle i.  

I dagens afsnit sætter vi lys på, hvordan man overlever i et voldeligt forhold i mange år. Vi skal høre om, hvad man står tilbage med, når tæppet endelig falder, hvordan man forholder sig til alle de år, der har været præget af volden – og hvordan man starter rejsen med at finde tilbage til sig selv.  

LYT OGSÅ TIL

“Jeg fandt en styrke frem, der havde gemt sig længe”
- om hvordan frygt kan transformeres til frihed
Da Helene går fra sin kæreste, tror hun, at deres forhold er forbi. Men i stedet bliver bruddet starten på flere år, hvor både hun og hendes familie udsættes for fysisk og digital stalking trods tilhold.
“Jeg fik lov at smage på friheden, og så gik jeg tilbage”
- om at gå tilbage til den, der bruger vold
Laura bliver udsat for vold og massiv stalking, men på trods af flere brud ender hun igen og igen sammen med ham, der gør hende ondt. Her fortæller hun om, hvorfor det er så svært at gå - og om hvad der bliver afgørende for, at hun en dag forlader ham for sidste gang.
”Jeg håbede, vi kunne have den gode skilsmisse”
- om fortsættelsesvold
Anne håber, at den kan få "den god skilsmisse", da hun forlader den partner, der udsatte hende for vold. Men volden fortsætter og eskalerer, selvom forholdet er slut. Og tilsidst tager Anne på krisecenter med sin søn.
“Jeg øvede mig i at se mig selv i spejlet”
- om at tage sin krop tilbage efter grov fysisk vold
Laila bliver udsat for særdeles grov fysisk vold. Efter 21 år og 1 dag bliver volden direkte livstruende, og hun flygter på et krisecenter. Efter bruddet tager hun langsomt sin krop tilbage og lader den samt naturen guide hende imod en langsom heling.  
“Jeg føler, vi har været i krig sammen”
- om at være og have pårørende
Anne og Helle har et tæt søskendeforhold, men Annes nye kæreste kiler sig ind imellem dem. Helle søger at finde den bedst mulige måde at være der for Anne, samtidig med at hun er bange for at miste hende.
“Min største frygt var at miste mine børn”
- om de svære samtaler om vold med voksne børn
Nora indser først, da hendes børn er blevet voksne, at børnenes far har udsat hende for vold gennem et langt ægteskab. Med den indsigt kommer også et behov for at tale med hendes voksne børn om, hvad der uundgåeligt også har præget deres barndom.