Jeg har løjet for alle omkring mig:

Carolines fortælling om skam og tabu

Et sted inde i Caroline, ved hun godt, at noget føles forkert i hendes parforhold. Kærligheden er vanedannede, næsten som et drug, og selvom hendes kæreste kan være modbydelig over for hende den ene dag, og dagen efter overøse hende med ros og kærlighed, bliver hun hos ham.  

På trods af, at Caroline får overskredet sine grænser, bliver overvåget i deres fælles hjem og føler sig krænket, føler hun en skam og må derfor lyve over for familie og venner – og også over for sig selv – om det forhold, som mavefornemmelsen fortæller hende, ikke er rart at være i. Det er først da hun en dag tilfældigvis lytter til et program om partnervold, at hun begynder at forstå at det er dét, hun er udsat for. Jo mere viden og oplyst hun bliver om voldens mekanismer, jo mere står det klart, at hun må ud af forholdet.

I dette afsnit taler vi med Caroline om skam og tabu. Vi hører om gaslightning, og hvordan viden skal være med til at oplyse om grænseoverskridende adfærd. Og så fortæller Caroline om at miste tilliden til ens egne følelser – og hvor afgørende det er at stole på sin mavefornemmelse for at forhindre at komme i en situation, hvor man mister sig selv

Vi taler også om, hvor vigtigt det er, at pårørende ikke dømmer eller stiller ultimative krav til den voldsudsatte om at gå. For hvis vi tør tale højt om volden, kan det være med til at understrege virkeligheden i voldsoplevelserne og på den måde give os et fælles sprog om volden, så vi nemmere kan nedbryde tabu og skam. 

LYT OGSÅ TIL

“Jeg fandt en styrke frem, der havde gemt sig længe”
- om hvordan frygt kan transformeres til frihed
Da Helene går fra sin kæreste, tror hun, at deres forhold er forbi. Men i stedet bliver bruddet starten på flere år, hvor både hun og hendes familie udsættes for fysisk og digital stalking trods tilhold.
“Jeg fik lov at smage på friheden, og så gik jeg tilbage”
- om at gå tilbage til den, der bruger vold
Laura bliver udsat for vold og massiv stalking, men på trods af flere brud ender hun igen og igen sammen med ham, der gør hende ondt. Her fortæller hun om, hvorfor det er så svært at gå - og om hvad der bliver afgørende for, at hun en dag forlader ham for sidste gang.
”Jeg håbede, vi kunne have den gode skilsmisse”
- om fortsættelsesvold
Anne håber, at den kan få "den god skilsmisse", da hun forlader den partner, der udsatte hende for vold. Men volden fortsætter og eskalerer, selvom forholdet er slut. Og tilsidst tager Anne på krisecenter med sin søn.
“Jeg øvede mig i at se mig selv i spejlet”
- om at tage sin krop tilbage efter grov fysisk vold
Laila bliver udsat for særdeles grov fysisk vold. Efter 21 år og 1 dag bliver volden direkte livstruende, og hun flygter på et krisecenter. Efter bruddet tager hun langsomt sin krop tilbage og lader den samt naturen guide hende imod en langsom heling.  
“Jeg føler, vi har været i krig sammen”
- om at være og have pårørende
Anne og Helle har et tæt søskendeforhold, men Annes nye kæreste kiler sig ind imellem dem. Helle søger at finde den bedst mulige måde at være der for Anne, samtidig med at hun er bange for at miste hende.
“Min største frygt var at miste mine børn”
- om de svære samtaler om vold med voksne børn
Nora indser først, da hendes børn er blevet voksne, at børnenes far har udsat hende for vold gennem et langt ægteskab. Med den indsigt kommer også et behov for at tale med hendes voksne børn om, hvad der uundgåeligt også har præget deres barndom.