Jeg havde slet ikke regnet med at jeg skulle ende på et krisecenter:

Lines fortælling om at bo på krisecenter

Efter et længere forhold med mange voldsepisoder, tog Line endelig en beslutning om at forlade kæresten og flytte ind på et krisecenter. Line fortæller hele sin historie om forløbet op til at hun tog af sted, om hverdagen på et krisecenter, og om hvordan er det at komme hjem igen. Og mest af alt hvilke følelser og tanker der går igennem hovedet før, under og efter opholdet.

Vi taler også med Line om betydningen af at møde og danne vigtige venskaber med andre kvinder i samme situation. Venskaber der opstod på krisecenteret og som hun i dag stadig har i sit liv.

Fakta:
Har du akut brug for at komme på krisecenter eller er du i tvivl, kan du hele døgnet ringe til Lev uden volds hotline på 1888. De har overblik over ledige pladser og kan rådgive dig

Herudover har alle kvinder, der kommer på krisecenter ifølge serviceloven §109, stk. 7 ret til koordinerende rådgivning, som er en helhedsorienteret og støttende funktion. Kommunerne er forpligtet til at tilbyde kvinden rådgivning. Rådgivningen kan gives op til et halvt år efter, at kvinden er flyttet i egen bolig – i særlige tilfælde op til et år.

LYT OGSÅ TIL

“Jeg fandt en styrke frem, der havde gemt sig længe”

- om hvordan frygt kan transformeres til frihed

Da Helene går fra sin kæreste, tror hun, at deres forhold er forbi. Men i stedet bliver bruddet starten på flere år, hvor både hun og hendes familie udsættes for fysisk og digital stalking trods tilhold.

“Jeg fik lov at smage på friheden, og så gik jeg tilbage”

- om at gå tilbage til den, der bruger vold

Laura bliver udsat for vold og massiv stalking, men på trods af flere brud ender hun igen og igen sammen med ham, der gør hende ondt. Her fortæller hun om, hvorfor det er så svært at gå - og om hvad der bliver afgørende for, at hun en dag forlader ham for sidste gang.

”Jeg håbede, vi kunne have den gode skilsmisse”

- om fortsættelsesvold

Anne håber, at den kan få "den god skilsmisse", da hun forlader den partner, der udsatte hende for vold. Men volden fortsætter og eskalerer, selvom forholdet er slut. Og tilsidst tager Anne på krisecenter med sin søn.

“Jeg øvede mig i at se mig selv i spejlet”

- om at tage sin krop tilbage efter grov fysisk vold

Laila bliver udsat for særdeles grov fysisk vold. Efter 21 år og 1 dag bliver volden direkte livstruende, og hun flygter på et krisecenter. Efter bruddet tager hun langsomt sin krop tilbage og lader den samt naturen guide hende imod en langsom heling.

“Jeg føler, vi har været i krig sammen”

- om at være og have pårørende

Anne og Helle har et tæt søskendeforhold, men Annes nye kæreste kiler sig ind imellem dem. Helle søger at finde den bedst mulige måde at være der for Anne, samtidig med at hun er bange for at miste hende.

“Min største frygt var at miste mine børn”

- om de svære samtaler om vold med voksne børn

Nora indser først, da hendes børn er blevet voksne, at børnenes far har udsat hende for vold gennem et langt ægteskab. Med den indsigt kommer også et behov for at tale med hendes voksne børn om, hvad der uundgåeligt også har præget deres barndom.