Det var altid min skyld:

Heidies fortælling om psykisk vold

Da Heidie møder sin ekskæreste, er hun sikker på, at hun har mødt ”manden i sit liv”. Men efter kort tid sammen ender en fælles bytur med, at han truer hende på livet og hun må flygte fra hans lejlighed.

Heidie vender tilbage, og parret bliver sammen. Det bliver starten på et turbulent forhold, der konstant veksler mellem kærlighedserklæringer, drømmen om det perfekte forhold og løgne og et voldsmønster, der gradvist tager til. Samtidig glemmer Heidie aldrig truslen om at blive slået ihjel – og hun husker den ved hvert skænderi, parret har.

I dette afsnit sætter vi spot på psykisk vold, og hvorfor det er så svært at erkende den og bryde med en voldelig partner. Vi taler om, hvordan volden kan fortsætte selv efter, man er gået og så skal vi høre, hvad Heidie gjorde for at komme videre og ”ud på den anden side”.

Sammen med Heidie taler vi om hendes kamp for i dag at acceptere og forstå, at det aldrig er den voldsudsattes skyld at blive udsat for trusler, og at vold – uanset hvilken form for vold – aldrig er okay.

LYT OGSÅ TIL

“Jeg fandt en styrke frem, der havde gemt sig længe”
- om hvordan frygt kan transformeres til frihed
Da Helene går fra sin kæreste, tror hun, at deres forhold er forbi. Men i stedet bliver bruddet starten på flere år, hvor både hun og hendes familie udsættes for fysisk og digital stalking trods tilhold.
“Jeg fik lov at smage på friheden, og så gik jeg tilbage”
- om at gå tilbage til den, der bruger vold
Laura bliver udsat for vold og massiv stalking, men på trods af flere brud ender hun igen og igen sammen med ham, der gør hende ondt. Her fortæller hun om, hvorfor det er så svært at gå - og om hvad der bliver afgørende for, at hun en dag forlader ham for sidste gang.
”Jeg håbede, vi kunne have den gode skilsmisse”
- om fortsættelsesvold
Anne håber, at den kan få "den god skilsmisse", da hun forlader den partner, der udsatte hende for vold. Men volden fortsætter og eskalerer, selvom forholdet er slut. Og tilsidst tager Anne på krisecenter med sin søn.
“Jeg øvede mig i at se mig selv i spejlet”
- om at tage sin krop tilbage efter grov fysisk vold
Laila bliver udsat for særdeles grov fysisk vold. Efter 21 år og 1 dag bliver volden direkte livstruende, og hun flygter på et krisecenter. Efter bruddet tager hun langsomt sin krop tilbage og lader den samt naturen guide hende imod en langsom heling.  
“Jeg føler, vi har været i krig sammen”
- om at være og have pårørende
Anne og Helle har et tæt søskendeforhold, men Annes nye kæreste kiler sig ind imellem dem. Helle søger at finde den bedst mulige måde at være der for Anne, samtidig med at hun er bange for at miste hende.
“Min største frygt var at miste mine børn”
- om de svære samtaler om vold med voksne børn
Nora indser først, da hendes børn er blevet voksne, at børnenes far har udsat hende for vold gennem et langt ægteskab. Med den indsigt kommer også et behov for at tale med hendes voksne børn om, hvad der uundgåeligt også har præget deres barndom.