Følelsesmæssig afpresning
Følelsesmæssig afpresning (også kendt som ”emotional blackmail”) kan komme til udtryk på flere måder i et forhold, hvor den ene part udøver vold mod den anden. Afpresningen er karakteriseret ved, at udøveren bruger trusler, skyld og skam til at få den udsatte til at gøre, hvad udøveren ønsker, også selvom det er imod personens ønsker eller interesser.
Eksempler på følelsesmæssig afpresning kan være:
- Trusler om at forlade forholdet – eller faktisk forlade det: Trusler om at blive forladt skaber en konstant usikkerhed og frygt hos den udsatte, og dermed opnår udøveren både en indirekte og mere subtil kontrol samt en direkte udtalt kontrol. I nogle tilfælde forlader udøveren også forholdet for derefter at genoptage relationen, og dermed er både usikkerhed og frygt solidt plantet i forholdet.
- Trusler om at forårsage vold eller skade: Den voldelige partner kan true med at skade den udsatte eller den udsattes ejendele for at tvinge dem til at adlyde eller for at straffe dem for at gå imod udøvers ønsker.
- Udskamning: den voldelige partner udskammer den udsattes handlinger, udseende, madvaner, omgangskreds osv. Dette kan medføre, at den udsatte ændrer adfærd, ændrer udseende og stopper med at se sine venner.
- Kontrol af følelsesmæssige behov: Den voldelige partner kan nægte den udsatte kærlighed, accept eller støtte som en form for straf eller kontrol af følelsesmæssige behov (se også mere under ”hot’n cold behavior”).
- Projektion: Udøver tillægger den udsatte skylden for alt, hvad der går galt. Dermed bliver den udsatte konsekvent gjort skyldig, og der opstår en følelse af ikke at have ret i sine følelser og handlinger, hvorimod udøverens handlinger aldrig har en konsekvens.
- Isolation: Hvis den voldelige partner forsøger at isolere den udsatte – eller allerede er lykkedes med at isolere – fra deres støttesystemer (venner eller familie), kan det skabe en følelse af afhængighed hos den udsatte, som gør det endnu mere vanskelige at dæmme op for den følelsesmæssige afpresning.
Læs også om gaslighting.
Faktaboks
Er du i tvivl, om du har været udsat for vold, kan du ringe til Lev Uden Volds døgnåbne hotline på 1888. Her er der rådgivere, der kan hjælpe dig med at blive mere afklaret på dine oplevelser samt rådgive og støtte dig i din akutte situation.
Er du i livsfare skal du altid ringe til 112.