Date rape

“Date rape” refererer til en situation, hvor en person bliver udsat for seksualiseret vold af en person, som de forinden selv har aftalt at gå på date med eller har haft en romantisk og/eller seksuel relation til.

 

Den, der bliver udsat for “date rape”, har altså frivilligt været i selskab med den, der begår overgrebet, men de har ikke givet samtykke til de seksualiserede voldshandlinger. Den udsatte i et “date rape” er derfor tvunget, truet eller manipuleret til det seksuelle overgreb.

“Date rape” er et seksuelt overgreb, der i mange tilfælde kan være svært for den udsatte at forstå som et overgreb, italesætte for venner og familie samt endeligt at anmelde overgrebet. Denne tvivl kan bunde i, at den udsatte frivilligt, indgik aftalen om en date.

“Date rape” kan omfatte seksuelle overgreb og/eller voldtægt.

Har du akut behov for hjælp?

Hvis du har været udsat for seksuelt overgreb, kan du tage kontakt til dit lokale Center for seksuelle overgreb. Se oversigten over centre her: https://www.voldtaegt.dk/ 

Har du været udsat for vold, kan du ringe til Lev Uden Volds døgnåbne hotline på 1888. De sidder klar til at rådgive og støtte dig i din akutte situation.

Er du i livsfare skal du altid ringe til 112.